Den danske jazzbassist, Morten Ramsbøl, er en kapacitet – både som musiker, kapelmester og komponist – selv om der ikke er mange egen-udgivelser, der understøtter den påstand. Men man skal ikke lytte længe til hans nye album, Same Story Different Place – det første i eget navn i en halv snes år – før man finder påstanden bekræftet. Igen, igen spiller bassisten sammen med saxofonisten Hans Ulrik. Og denne gang i øvrigt med pianisten Jacob Christoffersen og trommeslageren Morten Lund. Og han gør det eminent, Ramsbøl. For ikke blot fremstår hans kompositioner lyrisk melodiske. De har også kant midt i et åbenlyst swing med en til tider mørk klang. Og samspillet med de andre? Det flyder ubesværet og helt og aldeles upåklageligt. Bl.a. takket være kompositionernes lethed, men også – og det er nok så væsentligt – i kraft af Jacob Christoffersens ekvilibristiske drive. Det er således en uhyre velsmurt maskine, de fire tilsammen udgør. En maskine, som tilsyneladende let producere musik, som ikke desto mindre har stor dybde og kompleksitet.
**** / Gateway Music / 48 min.