Den amerikanske jazzmusiker, Mark Turner, har i løbet af de seneste år opbygget et renomme som en sin nations / generations store tenorsaxofonister – en værdig arvtager efter Wayne Shorter. Som Shorter spiller han motiver på en let flydende måde, som både signalerer, at han kan lytte til andre og ”slå tonen an”. Det er sikkert dét – kombineret med renommeet – der gør, at han på rekordtid har ramt flere top-ti salgslister i verden med dette nye dystopiske album på ECM. Bag sig på Lathe of Heaven, har han trompetisten Avishai Cohen, bassisten Joe Martin og trommeslageren Marcus Gilmore. Og det, de fire sammen skaber er musik, der genremæssigt kan betegnes som et miks af post-bop, kammerjazz og fri improvisation. Det bemærkelsesværdige i kvartettens lydbillede er 1), at der ikke indgår et klaver og 2), at de fire præsente instrumenter helt ubesværet forbinder jazzens traditioner med avantgarden. Lathe of Heaven fremstår som et organisk hele, om end albummet består af adskilte numre. Og netop helhedsindtrykket – kombineret med den frie form – gør det intellektuelle album bemærkelses- og lytteværdigt.
**** / ECM Records / 58 min.