Amerikanske Mark Guiliana – kendt bl.a. fra sit samarbejde med Brad Mehldau – er en af den amerikanske østkysts mest markante jazztrommeslagere pt. Guilianas første album på eget label, Beat Music (selskabet hedder også Beat Music), er ikke desto mindre indspillet på den amerikanske vestkyst – selv om dét i sig selv sikkert ikke gør nogen forskel rent kunstnerisk. Beat Music byder på elektronisk improvisationsjazz fremelsket på elektroniske trommer, elbas, keys og electronics i det hele taget. Musikken er indspillet i real time af fire personligheder, som har bestræbt sig på at få deres respektive udtryk til at flyde sammen til ét. Og dét er lykkedes. De fire – Mark Guiliana, Tim Lefebvre, Jeff Babko og Troy Zeigler – kender ganske vist hinanden i forvejen, eftersom de har spillet sammen i flere andre sammenhænge, men det er alligevel imponerende så tilsyneladende let, det har været for dem, at kombinere deres respektive ”stemmer” og skabe et fælles nyt avantgardistisk udtryk. Beat Music er som 30 naturligt sammenhængende stykker elektronisk musik af den mere pågående art.
*** / Beat Music Productions / 70 min.