Den svenske jazzbassist, Lars Danielsson, har med sit andet album i det, der tegner til at blive en serie med fællestitlen, Liberetto, endnu engang skabt en smuk, melodisk form for moderne jazzmusik, som nok har tråde til den nordiske melankoli, men som samtidig bobler af en mere sydeuropæisk livsglæde og -appetit. Musikken, der for langt størstedelens vedkommende er skrevet af Danielsson, bygger bro mellem den klassiske musik, den nordisk folkemusik og den mere kontinentaleuropæiske kammerjazz. Og gør det bemærkelsesværdig smukt og let. Danielsson afslører således endnu engang, at han både som bassist, cellist, kapelmester og komponist er en virtuos med en vidunderlig sans for sammenhænge, rytmik, harmonik, tradition og fornyelse. Med sig på 2’eren har han næsten samme konstellation, som for tre år siden tog del i Liberetto I – nemlig den svenske trommeslager Magnus Öström, den britiske guitarist John Paricelli og den armenske pianist Tigran. Men gæsteoptrædener ved Mathias Eick, Dominic Miller, Cæcilie Norby og Zohar Fresco tilføjer også nye farver. Liberetto II er om muligt mere helstøbt og vellykket, elegant og rørende end 1’eren. Albummet aftvinger respekt for kunsten og kunstneren – for ikke at sige glæde ved (musik)livet.
***** / ACT Music / 50 min.