Hun er en af Grækenlands største filmkomponister, kendt og elsket af filmfans over hele verden, fordi hun har skrevet eminent musik til flere af de største, smukkeste og mest sanselige film, der i de seneste årtier er udgået fra Grækenland. Med Medea har hun nu også skrevet musik til Euripides drama, som blev uropført i 431 f.Kr. Teaterstykket er blevet nyopsat i det antikke teater, Epidauros, af sceneinstruktøren Antonis Antypas. Og man kan i den grad konstatere, at Eleni Karaindrou med sin nye musik til stykket 1) har været tro overfor sin egen sound og stil, 2) har formået at inkorporere den dystre menlankoli, som kendetegner det gamle drama og 3) samtidig har formået at skabe en moderne attribut præget af emotionel intensitet. Medea er sanseligt smuk, uafrysteligt musik til et drama om kærlighed, tab og grænseløst raseri. Musikken spilles på traditionelle strengeinstrumenter – en lut, en lyre, en santouri, en cello – og på ditto blæseinstrumenter – en ney og en klarinet – foruden på en simpel tromme – en bendir. Og det medvirker til at mindske spændet mellem det klassiske og det moderne islæt. Eleni Karaindrou har igen-igen skabt et væsentligt værk af blivende værdi.
***** / ECM Records / 45 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES
Comments are closed.