Jeg kender en pragmatiker, som siger: ”Jeg har aldrig forventninger, og derfor bliver jeg aldrig skuffet.” Selv har jeg tænkt: ”Shit! Er det virkelig muligt ikke at have forventninger?”

Jeg må i hvert fald tilstå, at jeg selv har forventninger, om end jeg bestræber mig på ikke at lade mig styre af dem. For eksempel havde jeg forventninger – ret høje – til Giana Factorys koncert på Trailerpark Festival lørdag aften.

Måske var de for høje, for jeg må sige, at jeg blev skuffet.

På vejen mod Royal Stage, passerede jeg helt naturligt Rebel Stage, hvor DJs Fedty & Barfod i den grad havde gang i butikken – med et forståeligt nok talrigt, engageret publikum foran sig.

Umiddelbart før Giana Factory gik på Royal Stage, indfandt rigtig mange publikummer sig også her – som jeg, med forventninger. Men af uransagelige grunde formåede trioen – Loui Foo, Sofie Johanne og Lisbet Fritze – altså ikke at indfri hverken mine eller mange andres forventninger. Langsomt sivede publikum.

Om de tre kvinder på scenen bemærkede det, skal jeg ikke kunne sige. Selv placerede jeg mig forskellige steder blandt publikum for at få en bedre fornemmelsen af lyden og stemningen, lokalt. Og det var helt tydeligt, at der tæt på scenen var fokus på de optrædende og deres musik, mens der længere tilbage var fravær af fokus og begyndende opbrud. Sådan er det ganske vist ofte på festivaler, men denne gang blev indtrykket altså forstærket af, at Giana Factory hverken med musik eller attitude kom i kontakt med publikum længere tilbage på gulvet.

Var det lyden, der var problemet? Nej, den var ikke udpræget dårlig. Problemet havde med musikken og / eller de tre musikeres attitude at gøre.

Loui Foo, Sofie Johanne og Lisbet Fritze har det ellers med at rive folk med sig. Både med den strøm af entusiasme, kreativitet og gå-på-mod, de udviser. Og med den musik de spiller, som genremæssigt befinder sig i grænselandet mellem ambient, hypnotisk electronica og pop med et beat. Men lørdag aften formåede de ikke at omsætte entusiasmen, håndtere musikken i live-situation og etablere en kontakt til det hele deres publikum. Det var som om, Loui Foos karakteristiske, relativt mørke, let dovne og drævende vokal virkede mere søvndyssende end engagerende. Som om hele gruppens entusiasme, kreativitet og gå-på-mod var blevet fastholdt i et snapshot og havde mistet dynamik. Som om det ekstroverte udtryk var blevet introvert. Som om kun intimiteten fungerede.

De tre kvinder i gruppen er imidlertid kompetente og charmerende. Det er åbenlyst, lytter man til deres udgivelser. Og det var åbenlyst, fremme ved scenekanten på Royal Stage lørdag aften. Men hvis de tre vil være andet og mere end det intime, har de har et stykke arbejde foran sig – et arbejde med udtryk og attitude.

***  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk