Interessen var på forhånd stor, forventningerne høje. Her skulle et af Summerjazz’ hovednavne – den klassiske fløjtenist Michala Petri – tage livtag med improvisationen! I en sekstet bestående af dygtige musikere. Hvordan i al verden skulle dét gå?

Summerjazz’ Frederiksberg-venue, Betty Nansen Teatret, skulle i det hele taget lægge scene til en frit fabulerende musikalsk dialog mellem den klassiske musiks æstetik og jazzens åbne univers, idet to blæsere (Michala Petri på blokfløjte og Benjamin Koppel på mezzosopransax), og to strygere (Henrik Dam Thomsen på cello og Scott Colley på bas), fra henholdsvis den klassiske og rytmiske verden skulle mødes – medieret af Carsten Dahl på klaver og John Hadfield på percussion. Set-up’et rummede i den grad noget uforudsigeligt.

De – hver for sig – travle musikere havde af naturlige grunde haft begrænset tid til at øve sig. Men idémanden, Benjamin Koppel, havde selvfølgelig skrevet nogle åbne kompositioner til den til lejligheden sammensatte gruppe. Han havde fundet inspiration hos blandt andre Béla Bartók og Charles Ives. Og så havde Michala Petri medbragt et stykke af den klassiske spanske renæssancekomponist, Diego Ortiz. Alt det – og meget mere – blev smeltet sammen til en enhed på scenen.

Men, selv om koncerten rummede nogle forrygende elementer, forekom enheden lidt ujævn. Måske fordi det på scenen var uklart, hvem der skulle tage teten. Til tider tog Benjamin Koppel den. Til tider Michala Petri. Til tider Carsten Dahl. Men for det meste holdt Michala Petri og Carsten Dahl og i øvrigt de to strygere og percussionisten sig ydmygt tilbage. Derfor endte dele af koncerten også med at blive en bleg afglans af noget, der kunne have været større.

Åbningsnummeret, det stilfærdige Les Mobiles, var så uhyre smukt, at forventningerne til resten af koncerten steg. Men allerede med det følgende nummer, Poor Shostakovitch, trådte musikernes ydmyghed ind. Dét nummer gjorde så at sige koncerten tungere og trægere. Først med det syvende nummer, Benjamin Koppels hilsen til Charles Ives, The Unanswered Question, blev musikernes niveau for alvor manifesteret. I dét nummer var samspillet mellem især Carsten Dahl og Michala Petri nemlig eminent. Sidstnævntes senere soloridt på Diego Ortiz’ renæssancekomposition blev dog koncertens suveræne højdepunkt. I netop dét nummer demonstrerede hun sin virtuositet, sin tekniske snilde og sit kunstneriske niveau. Men samlet set gav koncerten ikke det vertikale løft, som mange nok havde forventet eller håbet.

***  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk