Sølyst, Den Kongelige Skydebane med herresæde og park med udsigt over Øresund, er et fascinerende, smukt sted, som emmer af historie og klasse. I 2013 kom Sølyst med i Jazzfestivalens program, og i år vil er ikke færre end otte vokalkoncerter fordelt over tre dage programsat på stedet. Af disse er det absolutte hovednavn den amerikanske sangerinde Stacey Kent.

Hun indtog den udendørs scene i parken i aftes, noget forsinket trods udsigten til regn. (Selv om regnen ikke kom, vakte det blandt det tusindtallige publikum under åben himmel bekymring, at koncerten ikke kom i gang i tide). Men både sluserne og humøret holdt, og selv om man må antage, at meget af lyden fra især den inderligt intense vokal blev båret op under Herrens himmel, lykkedes det hurtigt Stacey Kent at skabe en intimkoncert i det åbne. Selv sad jeg på femte række, hvor lyden lige akkurat holdt, men om den – og intimiteten – holdt længere tilbage på rækkerne og plænen er en anden sag.

Nuvel. Stacey Kent indtog scenen med et materiale, der altovervejende stammede fra hendes to-tre seneste album – det vil sige et lyrisk materiale, som i stort omfang var skrevet af hendes mand, tenorsaxofonisten Jim Tomlinson, af ”naboen” i London, den japansk/britiske forfatter Kazuo Ishiguro, og af nogle af Brasiliens store sangskrivere, Tom Jobim, Marcos Valle, Sergio Mendes, Luiz Bonfá og Roberto Menescal. Materialet var med andre ord en blanding af intime jazzballader, franske chansons og stilfærdige bossanovaer – alle fint ciselerede og nuancerede. Stacey Kents spinkle, men smidige og meget klare stemme gav materialet liv og tilførte de romantiske omgivelser yderligere et skær af romantik. Uanset om hun sang på engelsk eller fransk, var det med samme udtryksstyrke. (Kombinerer man dét med hendes forkærlighed for det brasilianske, får man ingredienserne til en optræden af et usædvanligt, internationalt tilsnit). Det hele falder hende naturligt. Af samme grund er det med rette, at hun lanceres som årets absolutte hovednavn på Sølyst. Stacey Kent er ikke forceret. Hendes talent og sans for musik og sprog – herunder frasering – er naturlig.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at hendes gruppe – der foruden Jim Tomlinson – bestod af pianisten Graham Harvey, bassisten Jeremy Brown og trommeslageren Joshua Morrison – forekom lidt anonym. Sangerinden i front – som af anmeldere er blevet kaldt en kvindelig pendant til Nat King Cole – vejede i den grad op for deres anonymitet.

****  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk