Albummet, Imaginary Folklores, er – som titlen antyder, fiktiv folkemusik. Det fiktive kommer af to ting: 1) IF Trios tre nysgerrige, fantasirige og meget talentfulde medlemmer har hver især tilført trioen en nationalt funderet musisk historik; og 2) de har sammen valgt at skabe en ny, fiktiv tradition i en sammensmeltning af deres respektive nationale historikker. De tre er nomader, kosmopolitter og yderst kapable udi det at improvisere og skabe nyt. De tre er den finske guitarist, Otso Lähdeoja, den franske fløjtenist, Florian Guibert, og den argentinske cellist, Mauro Sarachian. Og dét, de har skabt er en eklektisk signatur af et genremiks, der både rummer noget folk, noget jazz og noget rock. Man fornemmer således både tråde tilbage til folkemusikken, til jazzmusikken og til den form for rock som eksempelvis Jethro Tull stod for i 70erne. Og samtidig fornemmer man en fremtid. Med andre ord: Imaginary Folklores er folkloristisk kammerjazzrock, original musik af en ganske særlig eklektisk, fremadskuende karakter. Musikken er kalejdoskopisk og rytmisk kompleks, men også intim og stilfærdig.
*** / Homerecords / 42 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES