BOGANMELDELSE    Per J. Andersson er svensk journalist, en af grundlæggerne af det kendte rejsemagasin, Vagabond, og desuden forfatter til flere bøger om Indien.

Hans nye roman, New Delhi – Borås, handler – som bogens undertitel (Den utrolige historie om inderen som cyklede til kærligheden i Sverige) mere end antyder – om en ung, fattig indisk mand, som i hovedkulds forelskelse, sætter sig op på sin jernhest og cykler (dog ikke hele vejen!) fra New Delhi i Indien til Borås i Sverige for at blive forenet med sin elskede, en ung, svensk kvinde, som han har mødt, da hun som turist besøgte hans hjemland, og de tilfældigt mødtes på Connaught Place.

Men jeg må sige, at jeg bliver skuffet – eller rettere: irriteret – undervejs i læsningen – mest af alt, fordi forfatteren vægter andre aspekter af historien end omslagsteksterne angiver, men også fordi han vægter noget andet end det, jeg selv ville have vægtet, hvis jeg som journalist/forfatter skulle have fortalt den selvsamme historie. Jeg ville have prioriteret at skildre den strabadserende cykeltur og/eller vægtet at fortælle både den svenske kvindes og den indiske mands forhistorie eller synsvinkel på det forestående møde.

Men Per J. Andersson bruger de første 150 sider af de godt 300 på at skildre den unge, indiske mands barndom, opvækst og opstigning på den sociale rangstige – fra et kasteløst nul til en uddannet og vel anset (men stadig fattig) billedkunstner – og på at skildre indisk kultur og historie; de næste 40 sider bruger han på at skildre mødet mellem den unge mand og den unge kvinde og først herefter selve cykelturen og mødet med Sverige, svensk kultur og historie, før han til sidst lader det hele flyde ud i en lidt mærkelig, blodfattig mavelanding.

Dén vægtning skyldes formodentlig forfatterens forkærlighed for Indien. Kærligheden de to unge mennesker imellem, den unge indiske mands lange rejse, og den unge svenske kvindes liv, tanker og venten fylder kun ganske lidt – sammenholdt med fortællingen om den unge indiske mands barndom og opvækst. Som sagt – jeg tror, prioriteringen skyldes forfatterens forkærlighed for det indiske. Men fortællingen som helhed mister ikke desto mindre intensitet og nerve.

At kærligheden og selve rejsen i bogen fylder så lidt kan selvfølgelig også skyldes, at inderen – som noget måske helt naturligt og almenmenneskeligt – bedre har kunnet huske og fortælle forfatteren i detaljer om sin barndom end sin ungdom og sit voksne liv. (Det oplever man tit – at folks evne til at fortælle om barndommen er bedre end deres evne til at fortælle om ungdommen eller det voksne liv – måske som følge af, at barnet oplever alt for første gang, og at netop dét gør erindringen mere levende end den er for det unge eller voksne menneske, der igen-igen oplever et og andet).

At kærligheden og selve rejsen fylder så lidt kan selvfølgelig også skyldes, at dele af den konkrete cykeltur simpelthen er enerverende ensartet. Når forfatteren for eksempel fortæller om inderens lange tur gennem Afghanistan – time efter time på betonflader med uendeligt mange sammenføjninger, et tilsyneladende uendeligt ensartet landskab, en åben horisont og kun ganske få andre trafikanter – aner man, hvor svært det er at levendegøre dén del af den flere tusinde kilometer lange tur. (I virkeligheden oplever inderen måske det samme, som mange af de unge vestlige backpackere, der også beskrives i bogen, oplever – at øjeblikke trækkes i langdrag af en doven langsommelighed. Vejen og rejsen er ikke målet. Målet er målet. Mange af de backpackere, hippier, ”kulturflygtninge” og søgende, der beskrives i bogen, vil sikkert have lige så svært ved levende at fortælle om deres rejser østpå).

At dele af den oplagte historie er så vage kan endelig skyldes, at 35 år er gået – fra han kom til Sverige, til han nu fortæller forfatteren om sin barndom, sit hjemland, sin trang til at bryde med det undertrykkende kastesystem, sin forelskelse, sin cykeltur, sit møde med Sverige.

Ikke desto mindre irriterer vægtningen mig! Det irriterer mig, at bogen mangler intensitet og nerve. Og det irriterer mig, når jeg for eksempel på side 237 læser en passage som denne (der knytter sig til det fænomen, at mange iranere hilser den unge indiske cyklist velkommen, fordi de beundrer det Indien, der valgte en muslim til præsident): De gentager det, han tidligere har hørt ved hvert eneste stop om, at det er meget generøst at inderne gør en muslim til præsident. Pikej (den unge inder, red.) tror derimod ikke, det handler om generøsitet: Uddelingen af hædershverv er blot en måde at formilde Indiens religiøse minoriteter på. Desuden har Indiens præsident ingen magt – det er premiereministeren, der regerer. At placere en religiøs minoritet på en ceremoniel og magtløs post er en genial måde at forære noget fint væk på uden at behøve at ofre noget virkelig vigtigt.

Intet i forfatterens beskrivelse af den unge inder indikerer, at det vil være naturligt for ham at reflektere sådan!

Det er dét, der gør, at jeg føler, at forfatteren har været mere optaget af at skildre indisk kultur og historie end den banale (og virkelig geniale) historie om en umulig kærlighed, som udløser en umulig cykeltur!

Når forfatteren lidt senere – på side 247 – skriver om den unge inder og hans tanker om den svenske kæreste, at ”minderne fra tiden efter deres møde er mere detaljerede, end de var før”, må jeg sige, at dét ikke afspejles i teksten som helhed eller i vægtningen af materialet i bogen. Når den unge svenske kvinde – før de skiltes i Indien – sagde, at ”han var så naiv, næsten som et barn” og at hans ”manglende behov for at hævde” sig netop var hans ”storhed”, tror man til gengæld på dét udsagn, for inderen fremstår generelt som naiv.

Han havde for eksempel – i alt sin naivitet – sat sig for, at rejsen op igennem Orienten og Europa skulle være hård. Men han affinder sig også (hvilket man jo godt forstår) med af velmenende mennesker først at få foræret en togbillet fra Istanbul til Wien og siden fra Wien via København til Göteborg, hvor den unge svenske kvinde henter ham – 16 måneder efter, at de to skiltes i New Delhi.

***  /  GADs Forlag  /  312 sider  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES