Danmark har en eminent singer-songwriter i Michael Møller. Selv om han selv hævder, at det kun i ét tilfælde er sket, at han har skrevet en tekst før melodien, er og bliver hans tekster noget særegent – i en dansk kontekst. Han elsker sproget (det engelske) og evner at bruge det (med elegance). Derfor har hans sange – uanset om de har været forløst af hans orkester, Moi Caprice, eller af ham selv som solist – altid fremstået som gennemarbejdede poetiske størrelser af internationalt tilsnit.

Det gælder imidlertid også de mere poppede sange, han for nylig har præsenteret med sit nye orkester, The Mountains. Selv om de tekstuelt er lidt mere storladne end tidligere tekster, handler de i bund og grund om det samme: kærlighed, til en person eller et landskab. I tilfældet The Mountains – dog også om jordens undergang og det, man eventuelt bør få sagt og gjort forinden.

Han kan noget med tekster, Michael Møller. Men – og det er nok så væsentligt – han kan også noget med musik. Han kan noget med instrumentering og sound. Derfor er hans numre (kombinationen af hans kompositioner og tekster) altid blevet en sammenhængende, sensitiv størrelse. Og dét har igennem årene givet hele hans foretagende en tyngde af troværdighed. Michael Møller er simpelthen – ikke bare som tekstforfatter, men også som komponist, arrangør, sanger, instrumentalist og kapelmester – et unikum på den danske popscene.

Men det med sound – det kan hans to sidemen i The Mountains, Frederik og Fridolin Nordsø, altså også. Derfor var der lagt i ovnen til en helt særlig aftenen, da trioen fredag havde inviteret tyve gæster ind i et af Medleys studier på Vesterbro til en intim live-performance. The Mountains befandt sig i forvejen i studiet, fordi de skulle indspille en EP til udgivelse på allehånde platforme, og publikum var bare inviteret ind for at overvære afslutningen på en dag med indspilninger. Publikum? Det var de heldige vindere af konkurrencer i BT og Berlingske – foruden nogle få anmeldere.

Stemningen var afslappet. Michael Møller og hans to sidemen jokede indbyrdes og nød helt åbenlyst den intime atmosfære. Og dét gjorde helt åbenlyst også publikum, som på tæt hold blev vidne til en live performance af de grandiose numre og alt det, der lå imellem og under dem – herunder kemien de tre musikere imellem og den lethed, hvormed deres popmusik blev til, live. Bag sorte skærme med ruder i, sad Fridolin. Og bag et arsenal af keyboards stod Michael og Frederik – få meter fra det ydmygt lyttende publikum. Fra de positioner gav de tre musikere en minikoncert bestående af fem numre hentet fra The Mountains første album, som udkom for bare tre måneder siden. (Albummet er oprindeligt blevet indspillet i 2012, så for de tre var det gammelt materiale, der fredag aften blev genindspillet. Michael Møller lod da også forstå, at de tre snart ville indspille et album nummer to, som vil udkomme i 2015). Men de fem numre, fredag aften, var The Lakes, They’re to Many, The Valleys, The Mountains og Ivalo. Alle klare popnumre med reminiscenser af noget 80er retro med lette, computermiksede rytmer tilsat et sfærisk touch. Og forløsningen af dem var altså al ære værd. Ligesom seancen som sådan var det.