Det er lidt svært at forholde sig til venstrefløjsaktivisten Arne Würglers nye album, Det der er. Albummet minder om, at politisk aktivisme stadig findes, men samtidig fremstår det i enhver forstand, som var det lydtæppe til en retrospektiv udstilling på Arbejdermuseet. Det er således som om, Würgler i sin egen tekstuelle og musiske udvikling ikke har forandret sig afgørende siden den gang i 70erne, da han slog igennem sammen med makkeren, Benny Holst. Vel er Det der er bedre produceret end de gamle protestsange og –album fra 70erne. Men hverken teknisk eller kunstnerisk fornemmer man, at Arne Würgler selv har undergået en udvikling, som den man eksempelvis kan opleve hos jævnaldrende Niels Skousen. Würglers sangskrivning er stadig simpel, for ikke at sige ueffen. Og hans kompositioner og arrangementer som u-raffinerede skabeloner. Der er ingen tvivl om, at hans trang til at italesætte problemstillinger som eksempelvis terror, deltagelse i krig, ukontrollerede markedskræfter m.m. er stærk. Men som kunst betragtet lader Det der er en hel del tilbage at ønske. Trods glimrende opbakning fra især Nils Tuxen.

**

Cope Records

68 min.