Anmeldelse på Ivan Rods blog
Den amerikanske altsaxofonist, Tim Berne, har en forkærlighed for den eksperimenterende, avantgardistiske improvisationsmusik. Det kunne man konstatere, da han i 2012 udgav sit første anmelderroste album med Snakeoil. Og det kan man konstatere, når man lytter til Shadow Man, hans andet anmelderroste album med Snakeoil.
Shadow Man, der er studieindspillet sammen med pianisten Matt Michell, klarinettisten Oscar Noriega og percussionisten Ches Smith, er et svimlende komplekst og udfordrende album. Musikken er dynamisk og rummer såvel detaljerige harmonier som frådende kontrapunkter. Den fremstår på én gang som avantgardistisk og sanseligt poetisk.
Smukkest og lettest tilgængeligt forekommer ensemblets improvisation over Paul Motians komposition, Psalm. Mest udfordrende forekommer ensemblets 23 minutter lange improvisation, OC/DC, som bygger på nogle forrykte skulpturer tegnet af Berne himself. Dét, der imidlertid forekommer mest dragende ved netop dén improvisation, er den næsten mærkbare lyd, som i kraft af produktionens kvalitet, gør lydene adskillelige og sammenhængende, tydelige, besnærende.
Men, let tilgængelig er musikken på Shadow Man altså langt fra!
****
ECM Records / Sundance
77 min.
Comments are closed.