Sinne Eeg har efterhånden indtaget en central placering på den danske vokaljazzscene. Ikke dermed sagt, at hun – som det ellers fremgår af den pressemeddelelse, der fortæller om hendes nye album – er ”Danmarks ubetinget førende jazzsangerinde”. Dét er hun ikke. Selv om hun i slutningen af marts har modtaget Ben Webster Prisen. Men dygtig er hun. Og fuldt ud berettiget til sin placering, centralt på jazzscenen. Sinne Eeg har nemlig en næsten klassisk tilgang til jazzballaderne – uanset om det alene er som fortolker eller også som sangskriver. Hun har et godt greb om virkemidlerne. Formår at få det noget nær optimale ud af sine fraseringer. Evner at nuancere og udfordre. Men. Når hun ikke – i denne anmelders optik er den ”ubetinget bedste” – er det fordi, der i hendes udtryk ofte også er noget kontrolleret og pænt. Hendes udtryk kan så at sige efterlade det indtryk, at hun ikke formidler af påtrængende nødvendighed. Ingmar Bergman lavede film på baggrund af ”smertepunkter”, men jeg forbinder ikke Sinne Eeg med formidling af smertepunkter. Og det er dét, der gør, at der er et men. Sinne Eeg bevæger sig for ofte for tæt på kedsommelighedens afgrund – selv om hun står så solidt placeret, centralt på jazzscenen. På det nye album er der dog bemærkelsesværdige undtagelser, passager hvori det er som om, hun slipper al kontrol og pænhed og “kommer helt frem til scenekanten”. Hendes versionering af Leonard Bernsteins og Stephen Sondheims sublime ballade, Somewhere, og af Thomas Fonnesbæks og Helle Hansens ballade, Taking It Slow, er eksempelvis eminente.

****

Stunt Records / Sundance

50 min.