Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Melodic Warrior er et epos bestilt af The Hilliard Ensemble – det eminente britiske mandekor (4 mand), som mest er kendt for 1) formidlingen af tidlige korværker og 2) sit samarbejde med den norske jazzsaxofonist Jan Garbarek. Melodic Warrior er skrevet af den (ligeledes) norske jazzguitarist og –komponist, Terje Rypdal, og med indianske digte i tankerne. Rypdal har komponeret og arrangeret for kor, symfoniorkester og guitar – et helt og aldeles usædvanligt og vildt værk, der består af orkestrale stykker, skulpturelle passager spillet på elektrisk guitar og vokale, næsten klassiske korpassager sunget til absolut UG. Genremæssigt trækker værket på klassisk symfoniske traditioner, på elementer fra den tunge symph-rock og på musicalens og filmmusikkens hævdvundne traditioner. Værket er det ene øjeblik smukt symfonisk, det næste eksploderet i kraftfulde udladninger (der giver mindelser om Jimi Hendrixs og Pink Floyds musik). I den forstand havde den anmelder ret, som kaldte værket (der blev uropført for ti år siden i Brucknerhaus i Linz, hvorfra denne optagelse også stammer) ”urent”. Rypdal, The Hilliard Ensemble og henholdsvis Bruckner Orchester Linz og Wroclaw Philharmonic Orchestra går med udtalt elegance målrettet efter at mikse det umådeligt smukke med det brutalt omstyrtende.
****
ECM Records / Sundance
71 min.
Comments are closed.