Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Det tyske selskab, ACT Music, udsender med jævne mellemrum nogle opsamlende album, som 1) indikerer at selskabets kunstnere udgør én stor, samarbejdende ”familie”, og 2) understreger at disse musikere generelt praktiserer deres kunst på et enormt højt niveau. Opsamlingerne fremstår ofte som konceptuel promotion af andre udgivelser, og Duo Art, Creating Magic er ingen undtagelse. Dobbeltalbummet består, som titlen angiver, konceptuelt af en række duoindspilninger. Og numrene? De er hentet fra selskabets omfattende bagkatalog. I den forstand kan man sige, at Duo Art, Creating Magic er en slags greatest jazzduohits hentet fra særskilte album udsendt igennem de sidste tyve år. (Et enkelt nummer er indspillet i 60erne). En fascinerende ting er imidlertid, at man ikke umiddelbart kan høre, hvilke numre der er nye, og hvilke der er gamle. Konceptets stramme fokus på duoformatet giver nemlig først og fremmest et billede af formatets ”nøgne” karakter og styrke. Alt er forrygende godt produceret, bearbejdet og mikset. Derfor er albummet som studie i jazzduoformatet bemærkelsesværdigt.
*****
ACT Music / Sundance
111 min.