Den spanske sangerinde, Ana Alcaide, entrerede med overbevisning den internationale world scene, da hun i 2012 udgav det anmelderroste album, La Cantiga del Fuego, på britiske ARC Music. Albummet, Como la Luna y el Sol, er hendes opfølger på ARC, om end denne opfølger er indspillet før ARC-debutten. Uanfægtet af rækkefølgen imponerer den unge spanske sangerinde med Como la Luna y el Sol og med 1) sit spil på det traditionelle, svenske strengeinstrument, nyckelharpen og 2) sin tilgang til den sefardisk-jødiske musik, som har sine rødder i og omkring Alcaides hjemby, Toledo. Det var her, i byen med den historisk fredelige sameksistens mellem tre kulturer – jødernes, de kristnes og muslimernes – at musikken sidst i 1400-tallet begyndte at tage form. Og det er her fra, at Alcaide – med sin svenske uddannelse i bagagen og sit svenske strengeinstrument mellem hænderne – udfolder, levendegør og fornyer den sefardisk-jødiske musik. Alcaide er uddannet i Lund, er om nogen forbundet med Toledo, men åbner med sit nye album på ARC for alvor verdens(musik)scenen. For hendes musik er smerteligt smuk, dybt melankolsk og kunstnerisk eminent.
***** / ARC Music / 51 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES