BOGANMELDELSE   Pigerne fra Nordkorea er den amerikanske forfatter B.W. Jones’ usædvanligt rædselsvækkende debutroman om nogle unge, nordkoreanske piger, der går så utrolig meget ondt igennem.

I romanen følger man indledningsvist to piger med to helt forskellige baggrunde – piger med det tilfælles, at de begge som unge er havnet på et hjem for forældreløse børn.

Gyong-ho er havnet der – som 13-årig – fordi hun som den eneste i sin fattige familie har overlevet et langt, opslidende ophold i en arbejdslejr. Hele hendes familie er fem år tidligere blevet idømt en hård straf i arbejdslejren, fordi forældrene ikke konsekvent har bukket, når de har passeret det obligatoriske portræt af landets Store Leder, som hænger i familiens hjem. (Familien er blevet straffet, efter at en onkel har lokket den afgørende oplysning ud af den 8-årige Gyong-ho og siden informeret styret om familiens åbenlyse mangel på respekt for landets leder).

Il-Sun er havnet der – som 13-årig – fordi hun som datter af en privilegeret familie er blevet forældreløs, da først hendes far er død og siden hendes mor er blevet svækket af sygdom og død. Faderen var officer og soldat i Den Store Leders hær under krigen mod Sydkorea og det imperialistiske USA, men med hans og siden moderens død har familien – og det vil i sidste ende bare sige Il-Sun – mistet alle privilegier, herunder lejligheden i Pyongyang. Derfor er hun havnet på børnehjemmet. Reduceret til et nul.

De to piger – den fattige og den privilegerede – bliver på hjemmet tæt knyttet til hinanden – trods deres åbenlyse forskelligheder. Hvor Gyong-ho er udsultet, underdanig og næsten autistisk af angst for ikke at leve op til Den Store Leders formodede forventninger, udviser Il-Sun en dumdristig foragt for selvsamme leder og hans repressive, nordkoreanske styre, som har ladet hendes privilegier smuldre. Styret sætter da også sit præg på alt og alle i det hierarkisk opbyggede samfund, som har informanter alle vegne. Men Il-Sun har – om nogen – forstået, at viden om andres brud med statsautoriserede idealer giver magt. Dét skal bare gå hen og blive fatalt.

Pigernes vidt forskellige tilgange til hverdagen præger deres tilknytning til børnehjemmet og siden den trikotagefabrik, hvor de som 15-årige får arbejde. Gyong-ho gør på fabrikken alt, hvad hun kan, for at leve op til produktionskravene og affinder sig uden at kny med ensformighed og med det fænomen, at hun selv kun er en lille, ligegyldig brik i et meget stort puslespil, der i bund og grund knytter an til en planøkonomisk plan, som hun intet reelt kendskab har til. Il-Sun underpræsterer til gengæld konsekvent på fabrikken, og hun hader alt og alle omkring sig (undtagen Gyong-ho). Hun hader ensformigheden og udsigtsløsheden og især fabrikkens formand, som reelt har magt til at ødelægge hendes liv. Gang på gang må Gyong-ho redde Il-Sun, når fabrikkens formand ved arbejdstids ophør går rundt for at inspicere kvaliteten af syerskernes arbejde og tælle produktionen. Gyong-ho lægger simpelthen sin egen overproduktion over i Il-Suns underproduktion – for at redde veninden. Og det gør naturligt nok, at båndet mellem de to piger bliver tæt. Men det gør også formanden, der har gennemskuet, hvad der foregår, til en potentiel fjende. For også han har forstået, at viden om andres brud med statsautoriserede idealer giver magt.

Af grunde som det her vil føre for vidt at komme ind på, tvinger omstændighederne de to piger til – sammen med en tredje pige – at flygte, selv om flugt er det sidste, de ønsker. Pigerne tror vitterligt, at livet i Nordkorea er rigere og tryggere end livet i Sydkorea. Derfor tøver de også midt under flugten, mere skræmte ved tanken om, hvad der venter dem i Sydkorea end skræmte ved tanken om, hvordan deres liv vil forme sig, hvis de vælger at blive og i resten af deres liv vil blive straffet og ydmyget yderligere af Den Kærlige Leders regime i Nord. De faste rammer i Nordkorea og visheden om, at Den Store Leder trods alt vil gøre alt for sit folk, giver jo en form for tryghed! Det ukendte i Syd en afgrundsdyb form for utryghed.

Da de tre piger er blevet smuglet over den stærkt bevogtede grænse til Sydkorea og pludselig ser sig solgt som sexslaver til en alfons i Seoul, får mødet med Sydkorea karakter af frihedsberøvelse, men selv dén rummer et element af tryghed, for dermed konfronteres pigerne ikke med det styre i Syd, som sikkert er forfærdeligt. (Pigerne ved ikke, at Sydkorea er så højtudviklet og har så fint udviklede exit-programmer for folk, der flygter fra nabolandet i Nord). Gyong-ho tvinges til seksuel debut som prostitueret, og det samme gør den seksuelt næsten lige så uerfarne Il-Sun. Den tredje pige har allerede i Nordkorea ernæret sig som blomsterpige (nordkoreansk slang for prostitueret), så for hende er overgangen til den nye arbejdsplads i Sydkorea ikke så stor. Men for dem alle er de konstante services, de skal yde de sexhungrende mænd selvfølgelig traumatiserende, livet i horehuset udsigtsløs. Eneste formildende omstændighed ved arbejdet som sexslave er, at alt ligger i strikte rammer.

Men igen-igen tvinger omstændighederne dem på flugt sammen med en fjerde pige fra miljøet omkring alfonsen. Denne gang bliver de bare grebet i flugten og – uden selv at vide det – solgt til et prostitutionsmiljø i Seattle i den amerikanske stat, Washington. Selv ved de bare, at de bliver låst ind i en container med mad og drikke til nogle uger, og at containeren snart bliver hejst op på et skib og sejlet væk. Pigerne overlever med nød og næppe den moderne form for menneskesmugling, men opdager snart efter ankomsten til destinationen også, at de nu befinder sig i det USA, de har hørt så uendelig meget slemt om. Her er pigerne underlagt en anden alfons, men deres arbejdsopgaver er stort set de samme. De er fanget i en klemme, de ikke kan komme ud af, og deres eneste faktiske viden er, at mænd vil have og er til fals for det samme, uanset hvor i verden man møder dem.

Igen-igen opstår muligheden for flugt, men med denne sidste flugt ender pigerne også som fattige og hjemløse udskud på bunden af et samfund med åbenlyst store rigdomme. En af pigerne forsvinder, en anden klarer sig, Il-Sun dør, og Gyong-ho får endelig, med sin autistiske interesse for tal, adgang til et miljø, hvor det hun vitterligt kan måske kan føre til noget – en karriere med matematik.

Et handlingsresumé som ovenstående kan efterlade det indtryk, at romanen er halsbrækkende eller utroværdig, men dét er ikke tilfældet. Romanen er troværdig – især i sin skildring af, hvad det gør ved mennesker at blive hjernevasket og undertrykt og konstant at være truet af angiveri og straf. Den er også troværdig i sin skildring af den moderne form for trafficking og i sin skildring af fornedrelsen af kvinder. Og netop derfor fremstår den heller ikke halsbrækkende eller forceret, men som et litterært bud på noget, der kunne være virkelighed. Og det er ganske givet derfor, romanen globalt er blevet så stor en succes.

****  /  Forlaget Cicero  /  430 sider  /  Anmeldelse også publiceret i tidsskriftet CULTURES