Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Keith Jarrett er et pejlemærke på den internationale jazzscene. Derfor er det interessant, når han udsender nyt – selv når det nye er gammelt.
Hans nye dobbelt-CD, No End, består af materiale optaget på cassettebånd i hans hjemme-studie i 1986 – i de formative år for hans stadigt aktive trio med Gary Peacock og Jack DeJohnette og godt ti år efter de herostratisk berømte solooptagelser fra Bremen, Lausanne og Køln.
Materialet er ikke blevet indspillet med udgivelse for øje. Men nu er det her alligevel. Og det særlige ved det er, at Keith Jarrett – som den gang var og stadig er en af klodens største jazzpianister – har vendt klaveret ryggen og betjener sig af andre instrumenter: el-guitar, fender bas, trommer, tablas og percussion, alt imens han nynner.
Dobbelt-CDen, No End, er altså i enhver forstand usædvanlig – selv om den ligger i naturlig forlængelse af dobbelt-CDen, Spirits, som solisten og multiinstrumentalisten Keith Jarrett indspillede i 1985. På Spirits betjente Keith Jarrett sig af traditionelle instrumenter fra Asien, Afrika og Sydamerika. No End er optaget i enrum, for egen skyld og bygget op omkring nogle enkle rytmiske idéer og simple baslinjer, men kombineret med elementer af især indisk / pakistansk musiktradition. Af samme grund fremstår musikken som fusion skabt under et syretrip eller et øjebliks trang til at gå helt andre veje end jazzens. Musikken er psykedelisk, meditativ og repetitiv. Og afspejler f.eks. en uforløst kærlighed til trommer og strengeinstrumenter, hvorpå hånden og lyden er direkte forbundet og uden mellemliggende mekanismer.
****
ECM Records
93 min.