At dømme efter, hvem der var nomineret, tog DMA Jazz sig på forhånd ud som Jakob Bros, Jacob Anderskovs og Elena Setiéns aften. Bro var nomineret til hele tre priser, Anderskov og Setién hver til to. Men priserne faldt ikke entydigt ud til deres fordel, selv om Bro og Anderskov dog begge modtog én.

Følgende modtog priserne ved søndag aftens DMA Jazz på Aveny T:

Årets danske vokaljazzudgivelse 2013: Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter.

Årets danske jazzkomponist 2013: Jacob Anderskov.

Årets nye danske jazznavn 2013: Aske Drasbæk Group.

Årets børnejazznavn 2013: Six City Stompers.

Årets danske særudgivelse 2013: Bro/Knak.

Årets danske jazzudgivelse 2013: Emil de Wall + Gustaf Ljunggren & Søren Kjærgaard ft. Elith ”Nulle” Nykjær.

Særpriserne – Jazz live prisen og P8 Jazz prisen – blev overrakt til henholdsvis spillestedet Charlie Scott’s og spillestedet Jazzhus Montmartre.

Det var dét: aftenens resultat. Kort og koncist.

DMA Jazz var rykket til Frederiksberg og Aveny T for at få mere plads.

Og velegnet var teatret. Scenen var stor, der var plads til flere gæster i salen, og de tilstødende faciliteter var i dén grad egnet til formålet: afholdelsen af en fest for danske jazz 2013.

Aftenens vært, Mads Mathias, åbnede arrangementet med sit store orkester og tog – efter et par sange – rollen som vært på sig, idet han lagde op til, at DMA Jazz skulle være netop ”en fest”. Crooneren havde imidlertid ikke – skulle det vise sig – format / stamina til at få arrangementet til at udvikle sig i retningen af en fest. Og han blev heller ikke hjulpet på vej af eksempelvis de alt for stramt klippede video-snaser, der præsenterede de nominerede i de enkelte kategorier. Af de lidt ustrukturerede logistiske omstændigheder på scenen omkring prisuddelingerne (for dårlig forberedelse, for dårlig lyd, for dårligt lys, etc.). Eller af eksempelvis Jakob Davidsens Kammerat Orkester, der på scenen nok udforskede grænselandet mellem improjazz og klassisk kammermusik, men ikkelagde op til fest.

En DMA fest må være et arrangement, hvor man dels får et reelt indtryk af kunstnernes niveau (= hører mere end bare et par sekunder af hvert enkelt nominerede kunstner/nummer) og netop kan hylde den. Og en DMA fest må også være et arrangement, hvor live performances både udløser fysisk bevægelser og spontane glædesudbrud blandt publikum. Eller hvad?

Sådan var søndagens arrangement i hvert fald ikke. I første halvleg.

Anden halvleg var til dels en anden deal. Og det skyldtes først og fremmest, at Peter Danstrup – sidste års dobbelte DMA Jazz vinder – (med ensemblet Klökkeblömst) og Kresten Osgood (med ensemblet Superliga) formåede at sætte en ny standard – på scenen.

Danstrup var med sin selvironiske distance en isbryder på scenen. Han lod luften fise ud af den stivnede ballon, som showet havde antaget karakter af, idet han fortalte, at hans liv siden sidste års to awards havde været ren optur. Og så spillede han og ensemblet ellers nogle forrygende numre. Her iblandt For tiden er jeg frisk og frejdig (med Anders Banke på tenorsax som aftenens mest imponerende sideman)!

Osgood indtog som en anden klovn (hvilket nok var utilsigtet) scenen, kæmpende med at finde åbningen i scenetæppet, og indtog sin plads bag sit keyboard, hvorefter han gav et par forud-programmerede numre, som han truttede til på et miniature horn. Herefter kom Superliga på scenen og så fortsatte det over stok og sten som til en rigtig feel-Osgood-fest.

Ellers må man sige, at aftenen afspejlede, at jazz er en mangfoldig genre. Og at gæsterne – hvoraf de fleste var fra jazzscenen – hyggede sig med hinanden, P8 og musikken.