Aaron Parks er en ung, talentfuld amerikansk jazzkomponist og -pianist, som blandt andre har spillet med Terence Blanchard, Joshua Redman, Kurt Rosenwinkel, Christian Scott og Ambrose Akinmusire. Han har tidligere udgivet flere album i eget navn på Blue Note Records, men debuterer med ”Arborescence” på ECM Records. Og det vel at mærke med et soloalbum, hvorpå han improviserer og lader musikkens rødder søge vand, hvor det nu måtte befinde sig. Konstant finder hans rødder vand, hvorfor ”Arborescence” også vokser sig stor og stærk og åbenbarer sig som et vidunderligt (skaber)værk. Aaron Parks udgangspunkt var næsten blankt, men undervejs i sine improvisationer – med afsæt i den musik, han nu selv var rundet af – anslog han toner, der uvilkårligt sender tankerne i retningen af Arvo Pärt og Paul Bley, Erik Satie og Kenny Wheeler, Bela Bartók og Keith Jarrett. Med andre ord: Aaron Parks soloimprovisationer er tematiske og melodiøst søgende, de er koncentriske og lyriske, åbne og i flere passager gribende smukke.
***** / ECM Records / 50 min.