BOGANMELDELSE    Peter Terrin er en anerkendt belgisk-flamsk romanforfatter. Og Vagten den første af hans romaner, der udkommer på dansk.

Det, der gør netop dén roman så fascinerende er 1), at dens ramme er så klart afgrænset og 2), at alle ordvekslinger og skildringer indenfor rammen er så raffinerede.

Romanen er som et velturneret kammerspil – et minimalistisk teaterstykke, et manuskript til en særegen, minimalistisk film.

De første mange, mange sider i romanen foregår så at sige kun på én location: i en garagekælder under en bygning med luksuslejligheder, der bebos af rige, privilegerede mennesker, som kun ses i glimt, når de arriverer eller forlader kælderen i deres luksuriøse biler.

I kælderen hersker to vagter – Harry og Michel – som aldrig har fri (undtagen når de på skift sover i deres lille vagtlokale). De to bevæger sig aldrig uden for kælderen og har ikke andet i livet end det, de selv udfolder i kælderen – i tankerne, i handlingerne og i deres indbyrdes udvekslinger. De går op og ned ad hinanden, dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, udvikler indbyrdes vaner, men forbliver også årvågne og sætter en ære deri. De har klare idéer om, hvor vigtige funktioner, de indtager. Klare idéer om, at beboernes sikkerhed afhænger af dem. Klare idéer om, at ”organisationen”, der har ansat dem, anser dem for meget dygtige og af samme grund må pønse på forfremmelse til vagtopgaver, der vil give dem adgang til dagslys m.m.

En dag rejser alle beboerne (undtagen én) uden nogen forklaring. Tilbage er Harry og Michel – og den ene beboer, som de ikke har set forlade bygningen. Gradvist går det op for Harry og Michel, at der må være sket noget. At der må have været en eller anden form for evakuering af beboerne. De antager, at ”organisationen” forventer, at de bliver tilbage og både sikrer bygningen og den ene, tilbageblevne beboer. Men de har ingen telefon og kan ikke tjekke op på, om deres opgave har forandret sig. Hvad ”evakueringen” i det hele taget går ud på, har de ingen anelse om – og hverken de eller læseren får det at vide. Eneste sikre viden er, at situationen i og omkring bygningen har ændret sig. Og det faremoment, der knytter sig til ændringen, beslutter de to sig for årvågent at tage højde for. De bliver på deres post, men ændrer vaner for at stå stærkere i tilfælde af eventuelle ”angreb”.

Deres eneste forbindelse til omverdenen er en chauffør, som med hidtil faste mellemrum er kommet med forsyninger. De faste mellemrum ændrer sig efter evakueringen, indholdet i leverancerne ændrer sig, chaufførens facon, henvendelsesform og påklædning ændrer sig – alt sammen uden at Harry og Michel (eller læseren, for den sags skyld) ved hvorfor. Chaufføren må naturligvis vide, hvad ”evakueringen” skyldes – eftersom han kører til og fra bygningen og dermed også befinder sig ude i den ”virkelige” verden – men de to vagter afæsker ham ikke en forklaring, og han kommer ikke selv med nogen. Harry og Michel mener, at spørgsmål til chaufføren af ”organisationen” vil kunne opfattes som utidige. Så de forbliver tro mod deres oprindelige opgave og opretholder overfor chaufføren den upåvirkede facade.

En dag ankommer en ny vagt. Ikke to afløsere, men én ”forstærkning” – som dog intet ved om den opgave, der venter ham, endsige om de ændringer, der er sket ude i den ”virkelige” verden. Den nye vagt er anderledes. Sort som kul. Lettere umeddelsom. Rundet af en anden kultur. Han lugter anderledes. Og må dele seng, sengelinned og håndklæder med Harry og Michel. Eneste formildende omstændighed er, at han medbringer nye forsyninger – på et tidspunkt, hvor chaufføren er flere dage ”forsinket” med sine leverancer.

Den nye vagts ankomst forskyder den etablerede balance mellem Harry og Michel.

Michel er åben og bestræber sig på at hjælpe den nyankommne til rette. Harry er til gengæld lukket og mistænker den nyankommne for at ville infiltrere og skade de etablerede sikkerhedsforanstaltninger. Det hele udvikler sig grimt. Harry – den rutinerede og ledende vagt – torturerer faktisk den nyankommne (ingen andre ord dækker det, der sker, så godt) i sine bestræbelser på at få ham til at indrømme, at han har et andet ærinde end det, han selv påstår. Harry er overbevist om, at den nye vagt vil dem noget ondt, og i sin bestræbelser på at afsløre ham, gør han ham selv ondt! Meget ondt! Michel? Han nøjes med at antage, at rutinerede Harry ved, hvad han foretager sig.

Den nye vagt dør af torturen. Harry og Michel skiller sig af med liget, og nu beslutter de to – som hidtil kun har opholdt sig i kælderen – sig for at trodse ”organisationens” formodede regler og bevæge sig op igennem bygningen, stedfæste den ene tilbageblevne beboer og med egne øjne opklare, hvad det er, der er sket. Som to guerilla-soldater manøvrerer de sig op igennem højhuset. Den ene af dem dør ved et uheld, og den anden får i sandhed et andet ud- og (måske) klarsyn.

Romanen er velskrevet. Historien nok – i umiddelbar forstand – ”lille”, men i overført betydning også ”stor” – for man ser let makkerparrets – Harrys og Michels – indbyrdes sprog og ageren (især overfor den nye vagt) som et billede på nationalstaters tilsyneladende ubesværede afvisning af fremmedes ligeret og / eller ligeværd. I den forstand er historien om Vagten både meget overbevisende og urovækkende. Trods sin lidenhed.

****  /  Forlaget Turbine  /  300 sider