At dømme efter hans hidtidige udgivelser er Mikkel Engell en lidt aparte, utilpasset dansk pop-, jazz-, folk-musiker. Og det indtryk ændrer sig ikke med hans nye CD, endsige det pressemateriale, der følger den. Ifølge materialet er Engells ærinde med sin nye CD, Munken, at ”prikke til poppens lethed og fordybelsens tyngde”. Han lægger med andre ord afstand til… ja, til et eller andet.

Men sandheden er, at Engell selv hverken er en stor poet eller filosof, musiker eller tænker – hvilket ovennævnte citat og den nye CDs tekster og kompositioner understreger. Engell er en habil musiker, der synes at have draget fordel af, at der før ham har været musikere som Lars H.U.G., Lars Lilholt og Johnny Madsen på den danske musikscene. Men han er ikke selv en kunstner, der fremstår original. Hans materiale og dets forløsning rummer ikke den autenticitet, der kendetegner de andres musik og tekster.

Engells kunstneriske univers er enkelt, men ikke på den fede måde. Både tekster og musik virker flad og fad. Selv om der er antydninger af et og andet potentiale i numre som Det smukkeste og Sidste dans.

**

Für Records / Target Distribution

38 min.