To ting: 1) coveret og 2) musikken.

Ad 1) Tjek coveret. Kan man forestille sig noget grimmere? Nej, vel? Coveret er helt sikkert det grimmeste, denne anmelder har set til dato! Men… måske er det en ironisk kommentar til tidens valgplakater(?) Det antyder albummets titel i hvert fald.

Ad 2) Musikken? Det er instrumental triojazz fremført af de tre schweizere Michael Arbenz (klaver), Thomas Lähns (bas) og Florian Arbenz (trommer). Men det er ikke (kun) triojazz i ”traditionel” forstand. Det er i flere tilfælde musik, der har karakter af noget (selv)destruktivt, dekonstruktivt, ironisk. Ikke at der hersker tvivl om, at de tre musikere er kompetente, men det er – at dømme efter flere skæringer på albummet – ikke deres mål at tækkes det vante jazzpublikum. Åbningsnummeret er f.eks. som var det en pastiche over forestillingen om, hvordan musik til en stumfilm med Charlie Chaplin skal lyde.

Der er i det hele taget en (ironisk) distance over meget af musikken, som man (af samme grund) ville kunne affeje, hvis ikke Arbenz, Lähns og Arbenz netop var så habile musikere, som en ballade som Dedicated To The Quintessence afslører, at de er.

***

Unit Records

45 min.