Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Peter Vuust Quartet feat. Veronica Mortensen udsendte for otte år siden det anmelderroste album Image of Falling. Men det er altså først nu, otte år efter, at der er kommet en opfølger. September Song er til gengæld et album, det har været værd at vente på.
September Song er et fokuseret album med swingende vokaljazz – et album frembragt af bassisten Peter Vuust, tre forrygende svenske sidemen og vokalisten Veronica Mortensen i fuldt vigør.
Det helt særlige ved September Song er imidlertid, at alle numre er skrevet af Peter Vuust på baggrund af tekster, som – på foranledning af Veronica Mortensen – blev skrevet af den norske tekstforfatter Roy-Frode Løvland. Mortensen savnede nogle tekster, henvendte sig til Løvland, der skrev nogle og sendte dem til Vuust, som først efter måneder fordybede sig i dem, men derefter også blev indfanget og på baggrund af teksterne skrev musikken.
Vokaljazzen på September Song er med andre ord blevet til via en internetbaseret udveksling, et individuelt fokus og en efterfølgende studieindspilning i Göteborg. Men musikken er også – trods det indledende samarbejdes karakter – blevet habil, homogen og uhyre lytteværdig.
****
Imogena Records
64 min.
Comments are closed.