BOGANMELDELSE Atiq Rahimi er en af den internationale litteraturscenes bedst kendte, afghansk-fødte forfattere. Han flygtede som så mange andre i 1980’erne fra Afghanistan til Frankrig, hvor han siden fik sit globale gennembrud med debutromanen, Aske og jord. Romanen, der også er oversat til dansk er udkommet på mere end tyve sprog.
Den senere roman, Den tålmodige sten, fik i 2008 Frankrigs største litterære anerkendelse, Prix Concourt. Men om hans nye roman, Fanden tage Dostojevskij, så åbner flere døre, høster mere anerkendelse, vinder flere priser, vil jeg betvivle. Dertil tror jeg nemlig den er lidt for intellektuel eller smal – det ord, man i ”markedet” bruger om kvalitetslitteratur, der ikke er mainstream.
Fanden tage Dostojevskij er en pastiche over Dostojevskijs mesterværk, Forbrydelse og straf – romanen hvori en ung student, Raskolnikov, slår en pantelånerske ihjel og efterfølgende plages af dårlig samvittighed. I Rahimis roman slår en anden ung og veg mandsperson, Rassul, tilsvarende en pantelånerske ihjel.
Men – for det første evner Rassul ikke i situationen også at røve hendes penge – hvorfor han forbliver fattig. For det andet fortryder han og – som noget (kan man forstå) i Afghanistan helt absurd – melder han sig selv til politiet.
Problemet er bare 1), at politiet ikke tror, at en forbryder vil melde sig selv! Og 2) at liget af den myrdede pantelånerske af en anden forbryder er blevet fjernet (sammen med alle hendes penge), og at der altså ikke er et lig, der tilsiger, at der er sket en forbrydelse.
Derfor godtager politiet ikke, at Rassul skulle være forbryder. Der er jo intet lig? Ingen rationel grund til at melde sig selv. Og slet ikke for drabet på en kvinde, der både var pantelånerske og rufferske i det muslimske land. Underforstået: Selv hvis han havde myrdet kvinden, ville han ifølge islamisk skik have gjort en god gerning.
Nærmest i sindssyge plages Rassul af en tiltagende dårlig samvittighed over drabet. Nærmest i sindssyge bliver han optaget af, hvem der kan have fuldendt forbrydelsen og fjernet liget. Og nærmest i sindssyge insisterer han på at blive straffet af det religiøst inficerede og gennemkorrumperede retssystem i Afghanistan. Alt dette imens hans få familierelationer og hans elskede tilkommende på én gang ser ham tørre ind og blive en manisk og mærkeligt insisterende, næsten suspekt karakter.
En ting, man måske kan glemme i vores del af Europa er, at intellektuelle i Mellemøsten og det centrale Asien også i århundreder har haft et forhold til russisk litteratur, herunder til Dostojevskij. En anden ting, man måske kan glemme her hos os er, at den blotte interesse for russisk litteratur i Afghanistan i årene efter Sovjetunionens indtog i 1979, kunne udlægges som forræderisk. Alt dét udgør bagtæppet i Rahimis roman, der ganske enkelt er båret af en god idé om at formidle tanker om Forbrydelse og straf i en næsten nutidig afghansk kontekst.
Romanen er – ikke overraskende – ikke original. Den tenderer endda det lidt langstrakte – selv om Dostojevskijs forlæg er meget længere. Men den er alligevel så absolut tankevækkende og læseværdig.
**** / Forlaget Tiderne Skifter / 274 sider