Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Den brasiliansk fødte jazzpianist og –vokalist, Eliane Elias, har alle dage været optaget af det amerikanske forbillede, Chet Baker, som døde i 1988 (alt for ung). Derfor forekommer det også naturligt, at hun har indspillet og udsender en hyldest til trompetisten. Hendes egen baggrund taget i betragtning er det endog naturligt, at hun i sin hyldest ikke bare hæfter sig ved de ballader, som Chet Baker gjorde til sin signatur, men også ved de mere heftigt frembrusende numre, som Baker frem til sin død til stadighed fornyede – numre som There Will Never Be Another You og This Can’t Be Love.
At I Thought About You skulle være en hyldest til Chet Baker virker dog som et påskud, for i virkeligheden er brasilianerens album snarere en hyldest til the Great American Songbook. I Thought About You rummer således hele fjorten fremragende standards af komponister som Hoagy Carmichael, Frank Loesser, George Gerswin, Jimmy Van Heussen og Richard Rodgers. Standards som man også vil forbinde med andre musikere end Chet Baker. I varierende konstellationer kaster Eliane Elias og hendes amerikanske sidemen sig over disse komponisters værker, og sammen formår de ikke bare at forløse dem, men også at tilføre et forførende latinsk temperament.
*****
Concord Jazz / Universal Music
55 min.