Allerede på anden dag fornemmede man, at publikum på årets Trailerpark Festival var ved at blive ramt af træthed (eller fredags- / weekend-stemning) – den langsommelighed, som er noget af det fede ved en musikfestival.

Væk var den hektiske stemning fra første dag. Ind var kommet en langsommelighed kombineret med en ro og et koncentreret nærvær.

At træt- og langsommeligheden havde indfundet sig kunne selvfølgelig skyldes, at antallet af smøger og joints, der røg ned i lungerne / op i luften var blevet forøget. Det kunne skyldes, at vejret for anden dag i træk artede sig og animerede til at tage den med ro. Det kunne skyldes, at publikum reelt indtog den fede indretning, der udgør festivalområdet (et overordnet fedt design med et godt miks af sidde og ståpladser, fysisk udsmykning og farvespækket lys). Men det kunne også – slet og ret – skyldes, at publikum var blevet ramt af den træt- og langsommelighed, som gør samværet på en musikfestival så fedt.

Fucking fedt var det i hvert fald.

Fucking fedt var det også at høre CTM (alias Cæcilie Trier og band). CTM fuldbragte med sin 80er-inspirerede popsound indtrykket af, at her – på Trailerpark – var man tilbagelænet.

CTM har i løbet af det sidste halve år fyldt meget på bl.a. P6 med singlen Jewel. Orkesteret har i løbet af samme periode vakt opmærksomhed i musikmiljøer og –medier i Danmark og udlandet. Og den opmærksomheden er kun blevet udbygget med EPen Variations. Derfor var det en glæde at se orkesteret live på Trailerparks Royal Stage.

Helt åbenlyst var glæden gengældt: CTM opfattede Trailerpark som en chance. Og greb chancen. CTM udfoldede en retro-pop, som ganske vist i perioder forekom lidt ensformig og underudviklet, men som også i store stræk fungerede og gav mindelser om den gang Roxy Music var Storbritanniens store.

Meget passende sluttede CTM sin koncert af med en versionering af Bryan Ferrys Slave To Love.

Helt overordnet efterlod begavede Cæcilie Trier og band dog det indtryk, at der både er behov for at øve yderlige og for at arbejde med orkesterets stageperformance som sådan.

Endnu mere fucking fedt var det at høre Ukendt Kunstner (alias rapperen Hans Phillip og dj Jens Ole McCoy) ind- og overtage Royal Stage efter CTM. Især fordi Hans Phillip fuldstændig tilsidesatte almindelig pli og fucking insisterede på, at det var fredag, og at det skulle afspejles i ”fucking meget larm”.

Han fucking tilsidesatte janteloven, insisterede på publikumskontakt og kaldte sig selv ukronet konge!

Hvor CTM havde virket lidt anonym på scenen, var Ukendt Kunster (d.v.s. Hans Phillip) fucking fyldig. Rapperen fyldte ene mand scenen med sin energi og sit ego – sekunderet, ganske vist, af den mere anonyme McCoy, som til gengæld byggede et solidt fundament i form af et forrygende beat! Det var med de swingende hiphop beats og et autoritært rap, Ukendt Kunstner fyrede numre som Ukronede konger, Kolumbine og28/46 af.

Ukendt Kunsterne (d.v.s. Hans Philip) forekom udansk i sin insisteren på eget værd og publikumskontakt. Men både den pågående musik, de tegneserieagtige tekster og ”orkesterets” optræden var troværdig! Og fucking fed.

Efter en time i selskab med Ukendt Kunstner var det for publikum lidt af en mavelanding at høre Rough Days for Diamond Trade (alias Frederik Sølberg m.fl.) på Rdio Stage.

Ikke at orkesters musik ikke fungerede under teltdugen på festivalpladsens midte. For det gjorde den. Men den simple, alternative, lidt mørke pop forekom pludselig – efter Ukendt Kunstners udadvendte performance – lidt for indadvendt og navlepillende. Selv fede numre som Anywhere og Doubtful Mind efterlod publikum lettere uberørt.

Redningen var, at koncerten foregik under en teltdug, som så at sige samlede det hele. Efterhånden som publikum kom sig oven på mavelandingen, var det som om det accepterede, at man med Rough Days for Diamond Trade igen måtte tilbage til 80erne og den popsound, som kendetegnede det årti. Men publikumskontakten? Den var af en anden, mindre insisterende karakter.

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk