Ingen kunne være i tvivl om, at Rangleklods (alias Esben Andersen og Pernille Smith-Sivertsen) var dagens publikumsmagnet, da Trailerpark Festival 2013 åbnede torsdag.

Det centralt placerede telt, der rummer Rdio Stage, var tætpakket både før, under og efter koncerten med Rangleklods – tætpakket som på intet andet tidspunkt i løbet af dagen / aftenen.

Men Rangleklods gav også fuld valuta for pengene. Musikken – og orkesterets sceniske tilgang til den – var fuld af attitude: Den var pågående. Energisk. Medrivende.

Og det så man forstod, hvorfor orkesterets musik – som først mødte publikum i dunkle undergrundsklubber i Berlin – af danske anmeldere siden er blevet kaldt ”melodisk beslutsom”, ”eksperimenterende” og ”tankeprovokerende”. Rangleklods er pt. et af de mest interessante orkestre på den elektroniske klubscene – i både Berlin og København.

Orkesteret var ganske vist velsignet med en god placering i programmet – kl. 22 – hvilket ikke er for tidligt, ikke for sent, men netop i skumringen, hvor det den 1. august giver mening at lave et udendørs liveshow med brug af fede (om end simple) lyd- og lyseffekter.

Det kunne være  baggrunden for, at orkesteret blev dagens publikumsmagnet. At timingen var optimal. Og at vejret var godt. Men mere sandsynligt er det, at orkesteret blev dagens publikumsmagnet, fordi både publikum og programplanlæggerne havde blik for det, Rangleklods kan.

Rangleklods formåede på Trailerpark Festival at få det bedste ud af vilkårene – af programsætningen, publikums velvilje, de tekniske faciliteter og de medbragte kompositioner. Orkesteret formåede på begavet vis at flytte den intelligente klubmusik ud i teltet. Musikken fes ikke ud i luften, men forblev under teltdugen, hvor den effektivt gled ned på og hen over asfalten og herfra videre op ad publikums dansende fødder, ben og torsoer.

Attituden holdt. Musikken holdt. Helt klart. Rangleklods var autoritet og nærvær. Vokalt såvel som instrumentalt.

Godt en time tidligere var Taragana Pyjarama (alias Nick Kold Eriksen m.fl.) gået på Royal Stage – festivalens store, indendørs scene.

Også musikerne i Taragana Pyjarama havde (formodentlig) tænkt på dansevenligheden under opbygningen af deres house-inspirerede musik. Alligevel havde mange blandt publikum helt øjensynligt svært ved rytmisk at slå følge med orkesteret i mere stillestående, opbyggende eller nedtonende passager. Passager, som Taragana Pyjaramas musik meget bærer præg af.

Taragana Pyjarama leverede et flot sceneshow. Dets repetitive, nærmest filmisk-maleriske elektroniske kompositioner blev understøttet af et enkelt og virkelig velfungerende lysshow. Men selv om musik og show dannede fin grobund for, at publikum kunne drage på kollektive eller individuelle drømmerejser, var det som om afstanden mellem orkester og publikum forblev for stor. Det var som om musikken forblev for introvert og uåbnet. Som om publikum forblev for uberørte – om jeg så må sige – kropsligt og mentalt.

Endnu tidligere havde Fittnes Figures (alias Anders Fejerskov Juhl) på Rdio Stage svært ved at ramme den rene tone. Og i det hele taget få lyd og teknik til at fungere optimalt. Af samme grund kom et af aftenens første navne på Rdio Stage til at fremstå lidt amatøristisk. Desværre. For med et nummer som Lonely Knight har Fittness Figures rent faktisk ramt en interessant åre indenfor subgenren electro-pop / electro-disco.

Men fornemmelsen af amatørisme slugte man, fordi hele festivalens set-up, udsmykning og karakter i forvejen forekom uprætentiøs på den selvbevidste måde.

Skulle man være for uinteresseret i teltlivet eller musikudbuddet på Roskilde Festival er den ”lille” rebel på Enghave helt klart et besøg værd.

****