Torsdag formiddag åbnede årets Jazzfestival i Ystad i det sydlige Sverige. Og det med en fremragende koncert og udsigten til flere.

Ystad er en provinsby, på størrelse med Ringsted, men også en by, der ligger langt fra alt det, der kulturelt rykker i Sverige: Stockholm og Göteborg er fjerne destinationer, og selv om Malmø kun er en halv time væk, er og bliver Ystad Udkantssverige – en provinsby med et provinsielt kulturliv. Og dog!

Kulturlivet i de svenske provinsbyer er generelt mere levende end kulturlivet i de danske provinsbyer. Og det både af historiske, politiske og økonomiske grunde.

Man kan måske klandre kulturlivet i de svenske provinsbyer for at være pænt, men man kan også ved selvsyn konkludere, at det er mere levende end i de danske provinsbyer.

Og tager man i disse dage til Ystad, blotlægger jazzfestivalen et kulturelt udsyn i særklasse. Jazzfestivalen er – som lokalavisen Ystads Allehandaskriver – en hele ”Världens jazzfest!” På programmet er verdensnavne som sydafrikanske Hugh Masekela, amerikanske Kenny Barron, cubanske Omar Sosa, italienske Fabrizio Bosso og russiske Dmitry Baevsky. Navne, der i alle tilfælde er verdensklasse. Navne, der vidner om en festivalledelses / provinsby kulturelle udsyn.

Festivalens første internationale navn optrådte torsdag kl. 13, og selv om tidspunktet lignede en udfordring, var der noget nær fulde huse i den smukke, 700 år gamle Sankta Maria Kyrka.

Publikum havde indfundet sig for at høre schweiziske Elina Duni Quartet – et i Nordeuropa ret ukendt orkester, som de færreste blandt publikum i Ystad formodentlig kendte.

Men ingen blev skuffet. Tror jeg. Igen forblev uberørt. Tror jeg. For koncerten var fremragende. Og køen til signerede CDer ved udgangen af samme grund meget lang. Den var dén CD, Matanë Malit (som undertegnede tidligere har anmeldt og blandt andet givet seks stjerner her i Gaffa), der dannede afsæt for koncerten.

Sangerinden, Elina Duni, er født i Albanien i 1981 og synger på albansk.

Selv om har boet i Schweiz i 22 år, er hendes sange arrangementer over traditionelle albanske og kosovo-albanske viser eller sange, der – i det tilfælde hun selv har skrevet dem – læner sig op af selvsamme traditioner. Sangene er alle vemodige, melankolske og nostalgiske. Præget af sorg, savn og længsel.

De understøttes af en nedtonet, internationaliseret (næsten fransk) form for instrumentaljazz, der spilles af tre fremragende sidemen – Colin Vallon, Patrice Moret og Norbert Pfammatter – på henholdsvis klaver, kontrabas og trommer.

Af samme grund fremstår de på én gang som enkle, formfuldendte og gribende traditionelle viser og som nedtonet, moderne vokaljazz med rødderne solidt plantet i Balkan.

Elina Duni strålede på scenen i Sankta Maria Kyrka i Ystad. Udfyldte kirkerummet med sin klang. Og fremprovokerede en tåre hist og her.

******