En ting er, at hun ikke er jazzmusiker / -sangerinde, men alligevel kan få plads i jazzfestivalens program. For nogle blandt publikum vil det kunne give problemer for så vidt angår forventningsafstemningen. Men for den åbne blandt publikum, vil det kunne tilføje nye dimensioner til musikforståelsen. Og hvem gider være tilknyttet jazzpolitiet?

Noget andet er, at hun nok kan fremstå som et kraftværk på scenen. Det gjorde hun f.eks., da undertegnede hørte hende i Koncerthusets Studie 2 under Vinterjazzfestivalen tidligere på året. Men i Haveselskabets Have, under åben himmel, med stor afstand til en stor del af publikum, fremstod hun langt fra som et kraftværk. Væk var hendes respektindgydende fylde og troværdighed. Væk var fornemmelsen af, at hun formidlede historier, der berørte.

Ikke uventet var størstedelen af materialet hentet fra soloalbummet, Honest Wall. Det er et gedigent indie-pop-materiale, som i momenter giver associationer til Bristol-Scenen – Portishead og Tricky – og til en sangerinde som Beth Hart.

Men i Haveselskabets Have formåede Ane Trolle ikke – hverken i sin musikformidling eller i sin generelle kommunikation med publikum – at overvinde den afstand, der både mentalt og fysisk var mellem scenen og publikum.

Det var jo eftermiddag. Solen bagte. Og tæpperne, madkurvene, vinflaskerne, børnefamilierne, kortspillet, hyggesnakken – alt var kørt i stilling. Til alt muligt andet end koncentreret lytten. Eller ekstatisk dans for den sags skyld.

Og dét… Det var som om, at netop dét kom bag på Ane Trolle. I hvert fald kunne hun ikke – trods flere opfordringer – få publikum op fra tæpperne. Og selv kunne hun ikke omstille sig til dén – måske uventede – virkelighed.

Hendes mørke, melankolske, enstonede musik forblev for intim. Selv om den blev forstærket og via forskudte højttalere sendt ud over hele plænen. Det var som om musikken trodsede tyngdeloven og som en anden heliumballon steg til vejrs og efterlod det siddende og liggende publikum uberørt. Desværre.

For musikken og formidleren er notorisk til mere. Hun er – sædvanligvis – indbegrebet af troværdig på scenen. En mester til at formidle det stemningsmættede og flerdimensionelle, det på en gang komplekse og enkle. Hun er – en blændende sangskriver og sanger. Ingen af delene mærkede man imidlertid for alvor i Haveselskabets Have.

At der – efter en forholdsvis kort koncert sporadisk blev klappet i en forventning om at få noget mere – virkede mest af alt velmenende. At Ane Trolle alene sprang op på scenen og i mikrofonen bare takkede endnu engang og tilføjede, at hun desværre ikke havde mere, virkede næsten uanstændigt. Men ingen brokkede sig. Måske af gode grunde.

Ærgerligt nok.

**