Camerounske Richard Bona er et fænomen. Det har publikum for længst opdaget, og derfor var der noget nær udsolgt på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, da Bona som det første af to acts – det andet var med Marcus Miller – indtog de skrå brædder.

Bona er en ekvilibrist på sin el-bas, han er en fuldstændig guds benådet sanger og helt generelt et livsstykke, der kan skabe kontakt til sit publikum. Således også tirsdag aften, hvor han både spillede, sang og drillede sig ind i publikums hjerter.

Et ”problem” prægede dog koncerten fra ende til anden. Lyden var for dårlig. Eller for lav. Lydniveauet var så lavt, at publikum måtte skærpe opmærksomheden for at få det fulde udbytte af koncerten. Hvorvidt det var tilsigtet, fremgik ikke. Men folk lyttede – periodisk med tilbageholdt åndedræt – og levede sig med ind i det ”nedtonede” univers. Ingen kommenterede. Og ingen rettede. Men det var som om, nogen havde glemt at forbinde alle indgange – fra instrumenter og mikrofoner – til de store højttalere.

Ikke desto mindre var oplevelsen stor.

Størst var den i den stilfærdig ballade Eyala – der af Bona blev præsenteret som ”en gammel ballade skrevet af Richard Bona”, alt imens han pegede på sig selv.

Stor var oplevelsen også, da Bona – efter at have sendt alle sine sidemen ud til et øjebliks pause – indtog en høj stol med en miniatureguitar i favnen, fandt det svært at finde balancen, stod af stolen og for sjovt brokkede sig over ”Copenhagen Design”, satte sig op igen, fortalte en historie om sin kæreste og sit barn i Århus og sagde, at han gerne ville spille et par af de numre, han plejede at spille, når han skulle have sit barn til at sove – hvis vel at mærke vi ikke faldt i søvn. Og så sad han der, med sin miniatureudgave af en akustisk guitar og spillede nogle strofer, der hurtigt udviklede sig til en fin, nedtonet versionering af H.C. Andersens I Danmark er jeg født.

Bona tog den store geografiske pallet i brug. Hans musikere blev præsenteret som hjemmehørende i Brooklyn, Haiti, Seattle og Rotterdam. ”Selv er jeg fra Minta,” sagde han med et glimt i øjet, da han refererede til den flække i Cameroun, hvor han selv voksede op.

Musikken rummede elementer af vestafrikansk griot og traditionel vestafrikansk sang og musik foruden elementer af dansk, jamaicansk, amerikansk og latinsk musik.

Uanfægtet heraf – eller måske netop på grund heraf – havde han tag i sit publikum. Selv om han – med bare én undtagelse – sang alle sange på sit modersmål. Sproget var ikke en afgørende faktor. Sangene – koncerten i det hele taget – var international og helt åbenlyst til at ”forstå” for alle.

Og det var godt. For hvad Bona ikke kunne vide var, at der blandt publikum var usædvanligt mange turister.

Richard Bona har selv været vidt omkring – geografisk og musisk. Han har spillet med navne som Pat Metheny, Joe Zawinul, Michael and Randy Brecker, Mike Stern, George Benson, Branford Marsalis, Chaka Khan, Bobby McFerrin og mange, mange  flere. Men tirsdag aften var hans egen. Med eller uden tilstrækkelig forstærkning. Med fis og ballade og sjov på scenen.

Kun kunne man – udover en bedre lyd – have ønsket sig et mere seriøst fokus. Lidt mindre drilleri.

****