Copenhagen Jazzfestival åbner først fredag. Alligevel blev hovedstadens massive satsning på jazzmusik (hen ved 1.200 koncerter på hen ved 100 venues) skudt i gang ved en officiel pre-event tirsdag aften.

Her gik hovednavnet – amerikanske Chick Corea & The Vigil – på scenen i det næsten jomfrueligt nye Tivoli Congress Center – et venue, som akustisk fungerer fint, men som er elendigt, hvis man også vil sidde godt og se scenen.

Chick Corea er en af de store. En legende! En virtuos jazzpianist med en respektindgydende kunstnerisk fortid, et hav af jazzplader og hele 18 Grammy Awards i bagagen. Han runder snart de 72 år, men er stadig vital og innovativ – hvilket fremgår af den seneste vidtfavnende stribe af plader.

En af disse nye plader er så ny, at den dårligt er kommet på markedet. Men det var hovedsageligt materialet fra den, Chick Corea & The Vigil (hvilket også er navnet på pladen) kom til byen for at levendegøre. Og levendegjort blev det.

Ganske vist måtte både Chick Corea og hans sidemen – basfænomenet Christian McBride, trommeslageren Marcus Gilmore, saxofonisten Tim Garland, guitaristen Charles Altura og den venezuelanske gæstecongasspiller – bruge 20-25 minutter på at ryste rusten af sig. Men da de endelig havde fået den løsnet, blev koncerten en oplevelse. Chick Coreas vitalitet og kreativitet – både som komponist, kapelmester og pianist – åbenbarede sig, og man forstod, hvad det vil sige, ”at genopfinde sig selv”. For det var dét, han gjorde – der, på scenen i Tivoli Congress Center. Uanset om musikken rummede elementer af klassisk, latin, blues, fusion eller slet og ret jazz, så var den som en genopfindelse, der så at sige bandt historien sammen – fra tiden med Miles Davis til tiden af i dag.

Et af de rustne numre var ganske vist orkesterets versionering af Burke og Van Heusens It Could Happen To You. Et nummer som blandt andre Miles Davis udødeliggjorde. Havde Davis hørt, hvor megen rust der omgav Chick Corea & The Vigils led tirsdag aften, ville han imidlertid nok have krummet tæer.

Til gengæld ville Roy Haynes nok have glædet sig, havde han hørt, hvordan rusten løsnede sig, da Chick Corea & The Vigil øjeblikket efter spillede Coreas egen Royalty – en hyldest til Haynes, Coreas ”helt” og ”mentor”. Haynes ville have glædet sig – ikke bare over hyldesten eller sit barnebarns præstationer bag trommerne, men også over den ”genopfindelse”, der begyndte at opstå på scenen.

Chick Corea blev en mand med et band og en kurs, der indebar ”genopfindelse”. Han blev en mand i kontrol, om end tydeligt afslappet, let, smilende. Han blev en mand med en helt åbenlyst begavet tilgang til en for det meste meget kompleks musik.

Samspillet begyndte at glide – og det uden synlige udvekslinger. Bandet var helt åbenlyst fortrolig med materialet og med hinanden. Derfor kunne koncerten konstant vinde nye højder – eksempelvis i et nyt nummer som Outside of Space, der lovede godt for niveauet på den nye plade.

At Chick Corea & The Vigil sluttede af med Coreas eget ekstranummer Spain – som både henter strofer og inspiration fra Joaquín Rodrigos Concierto de Aranjuez – løftede kun niveauet yderligere. For med det demonstrerede Chick Corea med al ønskelig tydelighed sin evne til at knytte forbindelse mellem etablerede genrer, forbindelse på tværs af årtier (Concierto de Aranjuez er skrevet i 30erne) og forbindelse over kontinentale grænser.

****