BOGANMELDELSE Længe er jeg irriteret over stilen og sproget, formen og miljøet i Harald Havsteen-Mikkelsens debutroman, Svagpisser.
Romanen er bygget op af en form for udvidede dagbogsnotater, der ”skrives” eller formidles af en ”svagpisser” – en ung, lad fyr på sygedagpenge, som med ”venners” hjælp forsøger at udnytte det, at han er blevet udsat for et røverisk overfald. Svagpisserens ”advokat” overtaler ham til at lade overfaldet kategorisere som et erstatningsberettiget ”traume”.
Svagpisserens tilsyneladende værste fjende er systemet – personificeret ved jobkonsulenten, der forsøger at sende ham i aktivering. Men i virkeligheden er han selv sin egen værste fjende, idet hans dagligdag næsten kun består af dårlige kammeratskaber, dårlige vaner (med f.eks. druk og optagelse af hurtige forbrugslån), fantasterier og fravær af reelle ambitioner, fravær af sociale kompetencer og konstante selvovervurderinger.
Formmæssigt er romanen næsten Erlend Loe’sk – den er sine steder uhyre skælmsk, ironisk distanceret, ligefrem og ukompliceret. Grænsende til infantil! Og i den forstand irriterende.
Men den sniger sig også ind på mig, efterhånden som uheld på uheld, druktur på druktur, forbrugslån på forbrugslån hober sig op. Jeg bliver som læser umærkeligt ramt af – først irritation, siden måske ømhed, medlidenhed – fordi det fremstår så troværdigt, når svagpisseren igen og igen spænder ben for sig selv. Til sidst tror man på, at det ikke kan være anderledes. At det faktisk kun er dét, han kan.
I forlængelse heraf skal det pointeres, at det er en formildende omstændighed, at jeg som læser ikke bliver belemret med forsøg på at skildre baggrunden for, at svagpisseren er blevet svagpisser, men bare får skildret nogle dage i hans liv – og de møder, fortrædeligheder og dårlige beslutninger, der knytter sig dertil. Romanen bliver i den forstand som en række snap-shots, der et for et, men også – og især: samlet – giver et indtryk af en karakter, som sjældent indtager positionen som hovedperson.
*** / Forlaget EC Edition / 262 sider