BOGANMELDELSE

Synnøve Søe (f. 1962) debuterede i 1989 med den kontroversielle roman, Fars, som såede splid i hendes familie, fordi den mere end antydede, at hendes far havde misbrugt eller misrøgtet sin datter.

Romanen blev en stor salgssucces og slog temaer an, som siden har præget Synnøve Søes forfatterskab: det sårbare barn, den skrøbelige psyke, den voksnes vanskeligheder med tilknytning, kærlighed og egen identitet.

I alle sine bøger har man som læser haft på fornemmelsen, at Synnøve Søe skrev om sig selv. Eller i hvert fald brugte egne oplevelser som afsæt for sine skildringer af f.eks. den voksnes vanskeligheder med tilknytning, kærlighed og egen identitet.

Selv når forfatterinden i de seneste mange år optrådte i nattelivet, i formiddagsbladenes spalter og som talkshowvært i TV – selv da tænkte man uvilkårligt, at det hele handlede om tilknytning, kærlighed og egen identitet.

De hidtil syv romaner, hun har skrevet, er blevet skrevet og modtaget med vekslende held. Hverken den litterære kvalitet, eller modtagelsen har været entydig. De seneste seks romaner har ikke solgt som debuten. Litterært har de heller ikke holdt niveauet. Men Bjerget, havet, huset – Synnøve Søes ottende roman – er til gengæld hendes bedste, hidtil, vil jeg mene. Romanen er enkel, stringent, præget af ro, fokus og et klædeligt nærvær. Og så er den ganske enkelt godt skrevet. I hvert fald for så vidt angår den første halvdel.

Historien foregår i Irland (hvor Synnøve Søe har boet i længere tid) og handler om den irske forfatter Colm, som – fordi han har haft svært ved at orientere sig i storbyens mange tilbud (om f.eks. uforpligtende sex) – har trukket sig tilbage og nu lever et stilfærdigt liv som eneboer (lige som Synnøve Søe selv har gjort det) i et afsidesliggende hus uden for Dublin. Han kæmper med skriveblokeringer, med litterært at finde tilbage på sporet efter sin bragende succes med debuten. Han ønsker ikke et socialt liv, især ikke et kærlighedsliv, for han kan ikke knytte sig til nogen (lige som heller ikke Synnøve Søe efter eget udsagn kan). Men umærkeligt knytter han sig alligevel til den danske kvinde, Karen (en portrætmaler), og hendes to drenge og Grand Danois, som er flyttet ind i huset nede ved havet.
Colm knytter sig først til hunden og siden til de to drenge og deres mor – samtidig med at han af gammel vane holder gryden i kog med to irske kvinder i Dublin og en kvindelig kulturjournalist fra London. Alle tre vækker de hans seksuelle begær. Men oplevelserne med de tre forstærker også hans følelse af ensomhed. Og dén – kombineret med skriveblokeringen og hans voksende glæde ved hunden og de to drenge – får ham til at indvilge i, som mange af de andre mandlige enspændere på egnen, at sidde model for Karen. Snart lærer de to selvfølgelig hinanden at kende – som venner forstås.

Både Colm og Karen er længe om at erkende det – men selvfølgelig skal de have hinanden. Og det får de da også, til sidst. Men af (litterært set) uransagelige grunde, skal de først trækkes igennem en nogle voldsomt dramatiske begivenheder – Colm bliver i sit hjem stukket ned af en sindssyg kvinde, der en dag banker på i sikker forvisning om, at han har en hemmelig kode, som hun skal have. Og Karen, hun bliver opsøgt af en psykopat, der tilsyneladende har lyst til at blive seriemorder, og som har udset sig hende som sit næste offer. Den sindssyge kvinde overmandes og seriemorderen anholdt, men chokket efter de to dramatiske begivenheder bringer naturligt nok Colm og Karen i favnen på hinanden. Og dermed slutter historien.

Som nævnt oplever jeg Bjerget, havet, himlen som Synnøve Søes hidtil bedste roman. Den er enkel, stringent, præget af ro, fokus og et klædeligt nærvær, ganske enkelt godt skrevet – for så vidt angår den første halvdel. For i løbet af disse mange sider ruller hun stilfærdigt scenarier op, hvori hun med troværdig snilde skildrer fænomener som ensomhed og vanskeligheden ved at knytte sig til andre. Så langt er romanen faktisk eminent.

Men fra det øjeblik, godt midtvejs i bogen, hvor manden, der siden skal vise sig at være seriemorder, dukker op, er det som om, Synnøve Søe har fået nok og bare vil være færdig med romanen. Den psykisk syge kvindes angreb og den psykopatiske seriemorders ankomst bliver to overordentligt dramatiske begivenheder – som i min optik helt unødigt indfinder sig, for at alt derefter kan ende lykkeligt – sådan som jeg forestiller mig, at Synnøve Søe ønsker, at hendes eget liv ender, lykkeligt. Problemet er bare, at de to begivenheder forstyrrer unødigt, skaber uro i læsningen og er med til at skabe det indtryk, at forfatterinden japper resten af sig for at blive færdig. Dét oplever jeg både som ærgerligt og irriterende – at historien i sidste halvdel af bogen går over stok og sten og forlader det roligt og troværdigt udfoldende mønster. Især fordi den endelige kærlighed mellem Colm og Karen kommer til at fremstå som overfladisk, måske endda utroværdig.

Men, selv om der altså er ting, jeg kan brokke mig over, må jeg også understrege, at der er mange, lange, gode og rolige passager i romanen, som vækker til eftertanke. En af disse passager går f.eks. på Colms skriveblokering, forbrug af alkohol og kærlighed til Ernest Hemingway. Når Synnøve Søe f.eks. lader ham tænke på romanen, Den gamle mand og havet, og essayet, Om at skrive, så ser jeg for mig en oprigtig interesse i litteratur. Synnøve Søes egen interesse i litteratur. Og både Colms, Hemingways og Søes påtrængende formidlingsbehov.

*** / Lindhardt og Ringhof / 328 sider