Det er en ambivalens, der har sat sig i mig, dagen derpå. For hvad var det lige, der skete på Gaffas arrangement torsdag aften?

Jeg skal forsøge at skrive mig frem til et svar.

Der blev kysset nogle kinder og krammet nogle kroppe. Drukket noget sprut. Røget nogle smøger. Og selvfølgelig – på scenen – uddelt nogle priser til tidens creme af dansk pop og rock (m.m.) – ind imellem at der blev spillet en række korte koncerter og padlet af værterne Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard.

Alt – eller, i hvert fald alt det, der foregik på scenen og i det interimistiske studie i Bremens lobby – blev transmitteret live på TV2 Zulu.

(En live TV-transmission fra et arrangement af den karakter skaber altid et element af ambivalens, for hvem eller hvad lægger rammerne for arrangementet? TV-producenterne eller arrangementsproducenterne? Og hvem er det primærepublikum? TV-seerne eller dem, der er til stede i salen? Timingen er forskellig, afhængig af hvad svaret er).

Jeg blev umiddelbart – ved ankomsten i Nyrupsgade – ramt af en forventningens glæde. For alt emmede på stedet – i forvejen – af forventningens glæde. Og det smittede!

I kulden udenfor Bremen vidnede en overdækket rød løber, en kompakt skare af festrygende kendisser, en hel park af TV-transmissionsvogne og en lille bitte parallelt parkeret suppebil (der var som taget ud af børne-TV-serien Postmand Per) om det, der var i vente: En TV-transmitteret festaften med kendte – i kulden og inde i varmen.

Da jeg først havde banet mig vej gennem røgen og var kommet indendøre åbenbarede der sig – for enden af den stejle trappe i Bremen – et fascinerende landskab af bølgende barme, brogede butterflys og Royal Export ad libitum. Der emmede af lyst og lethed – lige der – nede for enden af trappen. Tidligere tiders cigaretpiger var bare erstattet af barmfagre yndigheder, der falbød Royal i stedet Kings.

Når man – som jeg – ved, hvor stort et arbejde, der skal til for at skabe en fest af den karakter og kvalitet, som arrangørerne helt givet ønskede, kunne man kun – som jeg – blive imponeret og boble af forventningens glæde. For ikke én ting savnede jeg. Ergo: Det her kunne ikke gå galt. Slet ikke når de – til lejligheden – opførte bjerge af bajere konstant lod sig nedbryde af publikum og genopbygge af generøse bartendere (med lige så generøse sponsorer i ryggen).

Det kunne ikke gå galt, når så mange professionelle musikere i løbet af aftenen skulle optræde indenfor så relativt kort tid og oven i købet – for nogens vedkommende –have tildelt priser.

Og det kunne ikke gå galt, når TV2 Zulu prioriteredetransmissionen og havde hidkaldt en stand-up komiker (dem er der jo ikke så mange af på Zulu, at det gør noget) til at interviewe aftenens prisvindere i det interimistiske studie.

Det kunne ikke gå galt. Og det gjorde det så alligevel. Både på den forudsigelige og uforudsigelige måde.

Inde i salen – da arrangementet og TV-transmissionen var gået i gang – indsneg der sig hurtigt en forudsigelig, hektisk stemning. Og det selv om værterne på skrømt forsøgte at trække tempoet ned med en særlig jysk form for ”skarp satire” og en forudsigelig mobning af det store lærred, som adskilte scene og forscene. (Lærredet i Bremen har – under hektiske arrangementer – altid udgjort en udfordring, fordi det tempo, hvormed det hæves og sænkes, er yderst adstadigt). Lærredet var imidlertid det eneste, der mindede om mindfullness i Bremen torsdag aften. Det eneste element på scenen, der udstrålede ro.

Musikken – Magtens Korridorer feat. Sys Bjerre, Tina Dickow, Christian Hjelm og Eaggerstunn m.fl. – fremstod ganske vist som professionelle, når de stod på scenen. Dét var forudsigeligt. For de erprofessionelle.

Prismodtagerne fremstod – når de stod bag mikrofonen med deres store G i hånden – som uprofessionelle eller ureflekterede. (Ingen vindere – absolut ingen – havde noget af betydning at sige – om musik eller prisens betydning. Takketalernes retoriske niveau var således yderst ringe). Men også dét var forudsigeligt. For ingen prismodtagere indenfor pop og rock (m.m.) forsøger for alvor at gøre op med den retoriske uprofessionalisme! Mest troværdige udsagn var Lukas Grahams, da han for tredje gang skulle holde en pristale. Kerneudsagnet var: ”Fuck, hvor er det vildt”.

Uforudsigeligt var det imidlertid, at værterne – Pretzmann og Tolsgaard – skulle blive ”klædt af” og afsløret som dårlige til at padle. Ok, deres odds var i sig selv dårlige. For lærredet besluttede sig – umiddelbart før Medina & The Eclectic Moniker skulle optræde – for at gå i baglås. Midt under en timet live TV-transmission. Dét kunne have gjort livet vanskeligt for mange værter!

Ikke desto mindre må det, der fulgte have været kedeligt, hjemme foran fjernsynet: to værter klædt af, en uendelig padlen, en indforstået ”skål”, råb og skrål. Det må have været dårligt fjernsyn.

I Bremen flød det imidlertid med øl, så deraccepterede publikum den uforudsigelige hændelse. Mens sceneteknikere hektisk arbejdede på en løsning (som i sidste ende blev at skære lærredet ned, trods en anslået pris på en halv million kroner) padlede værterne og drak publikum. Og snart gik det i Bremen – som Tolsgaard selv sagde det – op i ”hat og briller”. Folk – kendte som ukendte blev berusede – og anarkiet bredte sig. Selv om også de sidste priser – ifølge samme Tolsgaaard – var ”mega vigtige” gik arrangementet reelt op i hat og briller!

Var det et godt arrangement? Ja. Var det et kaotisk arrangement? Ja. Var det et pinligt arrangement? Ja. Eller som flere af de tilstedeværende efterfølgende sagde: ”Det her var det vildeste show.”

Om Robert Borges har ret i, at showet var et bevis for at ”live fungerer”, kan man til gengæld drøfte. For det afhænger nok af adgangen til bølgende barme, brogede butterflys og Royal Export.