Derfra, hvor jeg stod, så det nemlig ikke – ved første øjekast – ud som om, det var smukke Martha Wainwright, der entrerede scenen. Det så ud som om, det var Camilla Plum!

Men jeg tog fejl. Det var Martha Wainwright. Hun ”ramte” København som tredje stop på sin turné med albummet Come Home To Mama.

På turnéens første stop i Oslo var hun bare blevet foranlediget til at købe og iklæde sig en tung norsk nederdel, som – kombineret med påklædningen i øvrigt og fremtoningen helt generelt – fik hende til at ligne en madmor på en hverdag.

Modepolitiet ville have korset sig. Og ikke bare over Martha Wainwright, men også over alle andre på scenen. Især over Martha Wainwrights mand, bassisten Brad Albetta, der af uransagelige grunde var iført en løst siddende, brun munkedragt med tov om livet, et kors hængende for enden af tovet og en kutte for oven.

Hvorfor? Hvorfor skulle hverdagen – og det mærkværdige munkeoutfit – med ind på scenen denne fredag aften i København? Det fremgik aldrig. Men det var som om fremtoningen – helt generelt – signalerede en form for ligegyldighed eller frigjorthed eller – i bedste fald – nonchalance.

Samme nonchalance kendetegnede desværre musikken, der var præget af lidt for mange fejl og falske toner.

Og netop det efterlod denne anmelder lettere uafklaret. For på den ene side var der noget afvæbnende og herligt forfriskende over den uhøjtidelighed, som det hele var omgæret af. På den anden side var det som om, musikerne på scenen – inklusive Martha Wainwright – ikke helt tog opgaven på sig at yde det bedste overfor det engagerede koncertpublikum i København.

Martha Wainwright indledte koncerten som solist – med guitar og vokal – og med en hilsen til sin mor, sangerinden Kate McGarrigle, som døde for snart tre år siden. Martha Wainwrights to numre var en åbenlys hyldest til moderen. Men det var som om, hun ikke rigtig kom ud over scenekanten med sit budskab.

Og det gjaldt – for så vidt – også den resterende del af koncerten. Hun kom ikke helt ud over scenekanten.

Efter to numre entrerede Martha Wainwrights orkester scenen, og herefter var der dømt Come Home To Mama. Wainwright og sidemen spankulerede gennem numre som Radio Star, Leave Behind og Four Black Sheep– for så vidt på udmærket vis, men også uden egentlig magnetisk kraft, selv om Martha Wainwright notorisk er i besiddelse af en sådan.

Den magnetisk kraft kom imidlertid frem, da Martha Wainwright midt under koncerten – til sin egen og alle andres overraskelse – besluttede sig for at synge et par Edith Piaf sange. De to numre – hvor hun som vokalist alene blev støttet af sin pianist – var intet mindre end fremragende! De to numre i sig selv var seks stjerner værd. Men resten af koncerten var for nonchalant og ufokuseret. Og det indtryk kunne to franske chansons ikke afgørende ændre.

***