Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
I august 2011 væltede det gendannede indie- eller britrockband, Skunk Anansie, Skanderborg Festivalen. Det var blandt andet med materiale fra orkesterets første studiealbum i ti år, Wonderlustre. Sangerinden Skin var dén gang – som altid – den altdominerende figur på scenen: midtpunkt med sit voldsomme vokale udtryk, sin skaldede isse og sin atletiske krop (iført stramtsiddende sort). GAFFAs anmelder, Ole Rosenstand Svidt, gav briterne fire stjerner for deres optræden.
Skin og hendes tre sidemen – Ace, Mark og Cass – formåede da også i Skanderborg at bygge bro mellem sidste halvdel af 90erne – hvor de havde deres store gennembrud – og 2012. Skunk Anansie er et band præget af en lettere tidløs passion for punk/metalrock.
Sådan var det også onsdag aften på Falconer Salen på Frederiksberg – vel at mærke efter at have udgivet endnu et album – anmelderroste Black Traffic. Koncerten på Frederiksberg bestod – ikke overraskende – af hård rock, hop på stedet og en halvmaraton uden brug af nogen form for håndbremse. (Lydniveauet var så højt, at man kunne mærke sine indre organer blive ommøbleret, men dét er en anden historie). Alt sammen med afsæt i det nye album.
Igen-igen var Skin (nu med en form for hår) det centrale omdrejningspunkt, der skiftevis brølede og sang – som var hun en forynget udgave af Mick Jagger. Og som noget helt centralt: Igen-igen var hun en kunstner i kontakt med sit publikum.
Ikke blot påviste hun med sin sang og sit bevægelsesmønster, at hun ikke havde fået ADHD-dæmpende medicin. Hendes fans sang brølede med. Og tog aktivt del, når hun stagedivede og crowdsurfede og rejste sig til oprejst stilling – oven på publikum. (Stærke hænder og arme holdt hende oprejst oven på den kompakte menneskemængde, der i den grad interagerede).
Skin, Ace, Mark og Cass lagde ud med The Skank Heads, fortsatte med I Will Brake You og I Believed In You. Og stort set på intet tidspunkt – i løbet af de næste halvanden time – trak de i håndbremsen. Energien – eller rettere: aggressionen – forblev intakt og nærværende.
Konstant animerede de til et kollektivt hysteri af den slags, der forbinder. Og dét formåede de både at opbygge og fastholde.
Det er muligt, at briterne har haft svært ved at hente nye fans ind i deres kollektive hysteri – det siges i hvert fald. Men det er helt sikkert, at dem, der allerede er fans, forbliver fans. For deres idoler – selvfølgelig især karismatiske Skin – leverer varen. Som få andre.
Kun kunne man savne en større grad af nuancering i udtrykket. En større grad af variation i musikken. Men dét ændrer ikke ved, at Skunk Anansie er et nulevende, aktuelt orkester, der er som selvskrevet til Orange Scene og en mega-monster-koncert på dansk grund. Orange scene – den kan de udfylde!
****