Det med virkemidlerne skal jeg vende tilbage til. Her og nu skal jeg bare slå fast, at den 27-årige, amerikanske jazzsanger og -pianist, som igennem hele sin professionelle karriere har befundet sig i jazzscenens periferi – i og med at hun udtryksmæssigt har nærmet sig mainstream – i den grad udfyldte den konkrete scene i Koncertsalen i DR-Byen. Hun var et dragende centrum, en karismatisk figur og et vokalt kraftværk – på én gang roen og selvbevidstheden selv og en ungdommelig speedtalker, der kunne underholde. Eksempelvis sagde hun, at hun skulle vænne sig til det, at hun for første gang i sin karriere stod på en scene, omgivet af publikum til alle sider. Hun diskuterede med sig selv, hvem af os, der som konsekvens heraf havde den bedste udsigt – alt imens hun vrikkede med bagen som henvendt til publikum bag scenen.

Som sanger – og pianist – var hun såoverbevisende. Mere overbevisende end nogensinde før. Jeg har som anmelder oplevet hende flere gange, men denne gang var alligevel toppen. Så meget toppen, at det stod mig klart, hvorfor hun til tider er blevet sammenlignet med Nina Simone. Gardot havde torsdag aften næsten samme stoiske ro, autoritet og udstråling – fysisk såvel som vokalt. Gardot performede simpelthen, som var hun en kvinde, der havde levet et langt liv. Selv har hun i interviews sagt, at hun allerede som otte-årig følte sig som en 40-årig. Og dét tror man, når man oplever hende som kunstner. På scenen i Koncertsalen sang hun om hjerte og smerte med en lethed og autenticitet, der var så bemærkelsesværdig, at man må tilføje, at hun nok er en af de største yngre jazzsangere i denne verden.

Hun tilhører samme generation som Norah Jones og Duffy og er ofte blevet sammenlignet med dem. Men hun i modsætning til dem besidder hun roen og selvbevidstheden. Og så har hun i øvrigt et langt større register end dem. Også dét demonstrerede hun i Koncertsalen.

Jeg skrev tidligere i denne anmeldelse, at hun imponerende og fyldte meget – med få virkemidler. I realiteten var det summen af flere velfungerende virkemidler, der gjorde koncerten til en så monumental oplevelse. Scenen var bygget op med kulisser og niveauforskydninger, som understregede det teatralske eller dramatiske i musikken. Og dét – kombineret med en fremragende lyssætning og god lyd – og ikke mindst – back-up fra fem virkelig fremragende musikere – gjorde livet lettere for Gardot. I de omgivelser kunne hun udnytte sit fulde register og tage publikum med på en musikalsk rejse til fjerne egne i verden. Gardot formåede således uden besvær at kombinere flere genrer og tage publikum med til Rio, Paris, Lissabon og Marrakesh. Sangene emmede af disse steders musiktraditioner. I den forstand kan man sige, at Gardot ubesværet krydsede genrer som world, jazz og blues. I stort omfang via numre hentet fra hendes seneste album, The Absence. Men alle disse numre blev ekspanderet – såvel vokalt som instrumentalt – og dermed tydeliggjorde Gardot, at hun ikke var alene om at være et talent. Hun gav sine musikere frirum til at udfolde deres talenter, og dét gjorde de. Selv i ekstranummeret, der var et minipotpourri over George Gershwins og DuBose Heywards standard, Summertime, som indgik i operaen Porgy & Bess fra 1935. Gardot og hendes sidemen foldede musikken ud, så den passede til den teatralske og dramatiske sceneudsmykning. Og dermed gjorde de koncerten til et gennemført hele.

*****