Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Den danske singer-songwriter, Randi Laubek, udsendte i juni et album bestående af sange over digte af Emily Dickinson. Letter To The World, som albummet hed, fik af Gaffas anmelder bl.a. følgende ord med på vejen: ”Letters To The World er en smal udgivelse, der giver en flot demonstration af Randi Laubeks musikalske og ikke mindst vokalmæssige talenter.” Anmelderen kaldte Randi Laubeks vokale teknik ”overlegen” og mente, at hendes musik på albummet fint forenede ”den bløde pop med et mere distanceret klassisk ophæng.”
Det var altså dét, der var i vente i Koncerthusets Studie 2 søndag aften, hvor Letter To The World skulle rekonstrueres, live.
Selv havde hun til Koncerthusets hjemmeside sagt: Jeg ”glæder mig til at spille & synge Emily Dickinsons smukke digte i Studie 2 på søndag.” Og vel at mærke fordi hun ville være ”i udsøgt godt selskab med Gustaf Ljunggren, Sidse Holte, Dy Plambeck” og den klassiske blæserkvintet ”Royal Danish Winds, som er Adam E. Simonsen, Lasse Mauritzen, Nikolaj Von Scholten, Jørgen Bracht Nielsen & Joakim Dam Thomsen.” For Randi Laubek var der udsigt til ”en særlig aften”, fordi koncerten med Royal Danish Winds og projekt Emily Dickinson var den ”foreløbigt eneste,” der var planlagt.
Også derfor var det med en vis spænding, jeg som anmelder mødte frem. For også jeg havde med glæde og interesse lyttet til Letter To The World, og også jeg var blevet betaget af kombinationen af Dickinsons digte og Laubeks blå musik og vokal. Den kunstneriske sammensmeltning på albummet havde virket overbevisende, seriøs og moden.
Emily Dickinsons digteriske univers er ligeså fascinerende som digteren selv. Hun levede hele sit liv i barndomshjemmet i Amherst, Massachusetts – fra hun blev født i 1830, til hun døde i 1886. Hun blev aldrig gift, fik aldrig børn og blev aldrig selv højere end et barn. Hun var en lille, tilsyneladende sart og skrøbelig kvinde, og eftersom hun i sine sidste mange år altid var iført hvide kjoler, forbandt eftertiden hende med det at være en engel, en brud, en nonne. Det barnlige islæt står dog i skarp kontrast til den råstyrke, der er i de efterladte breve og digte – som samtiden ikke kendte til. I dem findes en lidenskab, der retter sig mod både mænd og kvinder og en optagethed af naturens vilde urkraft.
Det var dén uforløste lidenskab og dén optagethed af naturens urkraft, Randi Laubek i sin tid blev indfanget af og ønskede at forholde sig til og videreformidle.
Randi Laubek er selv – som sanger – i kontakt med en naturens urkraft. Hun har selv en let og ubesværet adgang til både det sarte og det vulkanske, om end den musik hun – med sin opdagelse af Emily Dickinsons digte – endte med at skrive udelukkende befandt sig indenfor palettens blå farveskala. Det var netop kombinationen af tekstens uforløste element, musikkens og vokalens blålige skær og Royal Danish Winds fremtrædende position i lydbilledet – med en meget fremherskende, træagtig lyd – der gjorde albummet så enestående, og smalt.
Man kunne med Letter To The World konstatere, at Randi Laubek ikke lå under for modens markedsorienterede luner, men gik egne veje.
Også derfor var det interessant at møde op i Koncerthuset søndag.
Som ventet – jævnfør foromtalen på Koncerthusets hjemmeside – blev det en aften næsten udelukkende i Emily Dickinsons ”selskab.” En aften med digtoplæsninger ved Dy Plambeck og musik ved Randi Laubek, Gustaf Ljunggren, Sidse Holte og Royal Danish Winds. En aften i en blå farveskala!
Dét knyttede der sig altså ikke nogle overraskelser til.
Bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at koncerten næsten 1 til 1 gengav numrene, som de lød på albummet. I næsten selvsamme rækkefølge. Med næsten intet overladt til tilfældighederne. Og netop dét tilførte altså koncerten noget stift. For alt kunne jo ikke være orkestreret eller aftalt ned til mindste detalje. Der måtte opstå fejl og uforberedte pauser på scenen. Og disse kom til at stå i en skærende kontrast til det næsten militaristiske i 1 til 1 gengivelsen af albummet.
Efterhånden som Randi Laubek og hendes sidemen kom igennem materialet var det ganske vist som om, nerverne faldt til ro, og udtrykket blev fortættet. Men det i sig selv gav en kontrast. Koncertens sidste halvdel virkede simpelthen stærkere end første halvdel.
Enkeltnumre som Grief, Amber Hands og The Tide fremstod særligt stærke, fordi der i dem dels var en kunstnerisk ro og et vokalt overskud – kombineret med et mere frit, jazzet udtryk, der især blev markeret af Randi Laubeks dragende fraseringer og Gustaf Ljunggrens fremragende instrumenthåndtering. Disse – lidt jazzede ”Dickinson-numre” – forbandt endog på forunderlig vis Randi Laubeks nyvundne begejstring for Emily Dickinson med det ”gamle Laubek-materiale”, som blev hæftet på til allersidst under koncerten i Studie 2.
Da Randi Laubek – sammen med Gustaf Ljunggren og Sidse Holte – afsluttede koncerten med numre som Evolution, In Port og Moon Soul, hang udtrykket på forunderlig vis sammen. Og pludselig forstod man, hvorfor Randi Laubek havde fattet interesse for netop Emily Dickinson. Det forstod man, af egen kraft ganske vist. For Randi Laubek fortalte det ikke selv. Og netop det – hendes svage fortælling mellem numrene – kombineret med den enstonede farveanvendelse var koncertens største svaghed.
Hvor albummet fremstod overbevisende, seriøst og modent, fremstod Randi Laubeks fortælling om dets materiale og overvejelserne bag svag og uovervejet – som endnu en kontrast til det næsten militaristiske i fremførelsen af kompositionerne.
****