Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Den danske singer-songwriter, Rikke Lundorff, er på sin egen stilfærdige måde et interessant bekendtskab. Efter moderat succes med sine to første album – Don’t Look Up og You Might See Yourself – udsender hun nu sit tredje album – Falling. Og selv om hun ikke har fået det store gennembrud, endnu – og næppe får det med Falling – er hun – på sin egen måde – på en færd, der fører fremad, måske endda opad. Uden at gøre det store væsen af sig, modnes Rikke Lundorff nemlig både som sangskriver og sanger. Og vel at mærke på en måde, der – set og hørt udefra – forekommer naturlig og befriende uforceret. Alene af den grund – men også p.g.a. materialets kvalitetsniveau – kunne man ønske for Rikke Lundorff, at Falling åbner for et større gennembrud. Albummets materiale er mere eftertænksomt, sensitivt og nuanceret end man er vant til fra poppens verden. Man aner stadig interessen for folk, men også en voksende interesse for pop og sine steder en særegen form for kammerpop. Forestiller man sig en mix af Dicte, Tina Dickow og Agnes Obel, har man et indtryk af, hvordan det lyder. Fallinger et gedigent, meget lytte- og prisværdigt album.
****
Eget selskab
35 min.
Comments are closed.