Britiske John Surman er en yderst usædvanlig musiker. Han er i verdensklasse på sit primære instrument – baryton-saxofonen – og en lige så eminent musiker på sine sekundære instrumenter, sopransaxofonen og basklarinetten.

Dertil kommer, at han er en komponist / skabende kunstner, men en meget særegen interesse i og flair for at komponere drømmende suiter, som forener sfærisk jazz med kammermusik og elektronisk musik.

En anmelder har kaldt ham ”landskabsmaler”, og dét udtryk kan man kun opfatte som dækkende, når man hører Saltash Bells – Surmans første soloalbum i 18 år.

Surman har på albummet anlagt en introspektiv vej ind i musik, idet han har skabt nogle instrumentale suiter med afsæt i sin erindring om de lyde, han husker fra sin opvækst i det sydvestlige England. Titelnummeret refererer til lyden fra kirkeklokkerne i Saltash i Cornwall. Nummeret består af en bund af synthesizer-mønstre over hvilke Surman improviserer på saxofoner og basklarinet.

Hele albummet består af rigt facetterede, melodiske fantasier, som sine steder leder tankerne i retningen af Carl Nielsen, sine steder i retningen af avanceret new age. Der er noget både delikat, råt og stemningsmættet over alle suiterne.

*****

ECM Records / Sundance

59 min.