Den danske guitarist og vokalist, Martin Marquart, er – som mange andre – et ret ubeskrevet blad på den danske musikscene. Men det er helt klart hans håb, at debutalbummet, Tangerine, ændrer på dét. Om det store gennembrud og berømmelsen venter om hjørnet, tvivler jeg på. Dertil er udgangspunktet for svagt. Men debutalbummet rummer ikke desto mindre en håndfuld numre, som har potentiale til at åbne en fremtidig karriere indenfor branchen. Tangerine er således helt generelt præget af musikalitet og en kærlighed til melankolsk folk-pop og især kombinationen: akustisk guitar og vokal. Albummets primære kvalitet er, at det er bygget op omkring en nogle enkle tekster og melodier. Og dét er godt. Der er ingen tvivl om, at Marquart her har hentet inspiration hos navne som Teitur og Dybdahl. Der er til gengæld heller ikke tvivl om, at de to inspirationskilders nuanceringsniveau er højere, meget højere. Problemet med Tangerineer nemlig, at flere af Marquarts numre er forsimple og for éndimensionelle. Lytter man isoleret til bassen, eller trommen, eller vokalen vil man forstå, hvad jeg mener. De fleste numre mangler nuancernes magi. Alligevel er debuten værd at bemærke og bygge videre på.

***

Eget selskab

40 min.