Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES #8
Konstellationen – guitaristen, israelske Roni Ben-Hur og bassisten, panamanske Santi Debriano – har flere gange udgjort omdrejningspunktet på jazzfestivalen i franske Saint Cezaire. Det er da også her, at idéen om at indspille deres fælles referenceramme, en swingende form for jazzmusik, er blevet til. De to forrygende musikere – og deres tredje partner-in-crime, trommeslageren og percussionisten, brasilianeren Duduka da Fonseca – besluttede simpelthen at gå en tur i studiet og forevige den musik, som de på festivalen havde levendegjort, år efter år. Derfor, formodentlig – på grund af de tres etablerede samspil – er Our Thing blevet et uhyre gennemarbejdet hele – et dragende jazzalbum med live-kvaliteter indpodet i såvel egne kompositioner som i kompositioner af Thelonious Monk, Irving Berlin og Antonio Carlos Jobim. Trioens jazzmusik rummer alt det, der skal til for fortsat at hente ros hos både anmeldere og publikum. Et af albummets bedste numre er Monks Green Chimneys, som i diasporaens hænder påføres et dybt fascinerende drive med guitaren som frontfigur og bas og trommer som væsentlige sidefigurer.
****
Motéma Music
57 min.
Comments are closed.