BOGANMELDELSE Nanna Goul (f. 1980) er en etableret litteraturkritiker, tilknyttet Weekendavisen. Men nu er hun også skønlitterær forfatter – Privat skov er således hendes debutroman, en let læst lille sag om en ung kvinde, Olga, der til sin egen overraskelse forelsker sig i Henrik Valentin Rick (manden omtales konstant med sit fulde navn).
Henrik Valentin Rick ser ”decideret mærkelig ud”, og så er der det med hans ”hygiejneproblemer”. Men Olga beslutter sig for at være rummelig, og til sit eget chok bliver hun også forelsket.
Det vender hun selvfølgelig både med sine veninder og sin psykolog. Men ikke med sin forældre, for de lader hende forstå, at de mener, at det er en skidt karakter, deres datter har fundet sammen med. (Det skal vise sig, at de har ret).
Sammen med Henrik Valentin Rick flytter storbypigen, Olga – som lidt halvhjertet forsøger at få gjort sit universitetsstudie færdigt – ud i et lille hus i en privat skov. Dét kan lade sig gøre, fordi Henrik Valentin Rick beholder sit velbetalte job i København.
Indledningsvist plejer de to deres fælles romantiske drøm om livet på landet / i skoven. Men ingen af dem har hænderne skruet rigtigt på, så den romantiske forestilling går snart fløjten. Snart intensiverer Henrik Valentin Rick da også sit arbejde inde i storbyen, mens Olga lidt modstræbende begynder at få sig et netværk blandt naboerne ude i skoven. Men det viser sig (selvfølgelig), at Henrik Valentin Rick i virkeligheden ikke arbejder så meget, som indikeret, men har kastet sin kærlighed på en kvindelig kollega inde i byen.
I en tid lever Olga som i en osteklokke, indtil Henrik Valentin Rick brødebetynget vender tilbage og gør alt for at vinde sin kæreste tilbage…
Han fortrød så bittert; hvis han dog bare kunne, ville han gøre det hele om.
Men det kunne han jo ikke.
Han var virkelig fuld af anger, selv om han godt nok havde forsøgt at indlede et forhold til Sofie, men det var gået helt galt. Det var slet ikke det samme som med mig. Det havde han desværre først indset efter flere uger; tænk, at han ikke havde forstået det før.
Hun havde været så udspekuleret og uærlig. Kunne jeg tænke mig, hun var faktisk gift! Tilmed lykkeligt, påstod hun, hvem der så kunne tro det. Han kunne ikke.
Det var skræmmende, som han havde været udsat for svindel og bedrag. Ja, naturligvis ikke af mig, for måske var jeg faktisk den eneste i verden, han kunne stole på?
Henrik Valentin Rick får (mere eller mindre) overbevist Olga om, at han vil giftes med hende. Men også den romantiske forestilling om et kirkebryllup med masser af gæster går fløjten. Og snart forelsker Henrik Valentin Rick sig i en ny kvinde inde i storbyen. Og dermed ender dén historie.
Nanna Gouls debutroman er som nævnt en let læst lille sag. Historien er stringent, godt fortalt og på mange måder vellykket – sprogligt og fortælleteknisk. Den rummer oven i købet mange gode sidehistorier, som er med til at skildre den unge kvindes reflekser: Hvordan møder man døden? Jalousien? Fremmede mennesker? Fortællingen om den på mange måder ureflekterede unge kvinde er gennemført. Og fint reflekteret i bogomslagets gengivelse af et glansbillede af en lille pige i en skov. Men trods de kvaliteter er og bliver romanen en lille sag.
**** / Forlaget Lindhardt og Ringhof / 224 sider