BOGANMELDELSE Sissel Bergfjord (f. 1972) debuterede i 2006 med romanen, Min morfars stemme. Nu foreligger så hendes 2’er, romanen Sortedam, som ikke på nogen måde fremstår, som havde den været svær at skrive.

Vel er Sortedam ikke en ”stor” roman, men den er beundringsværdigt enkel og klar, fokuseret og stringent. Og så går den uvilkårligt i hjertet på læseren. I den forstand er den vellykket.

Romanens jegfortæller er en højgravid, yngre kvinde, som i første kapitel tropper op i sin afdøde mors lejlighed for at rydde op. Kvinden har tøvet i flere uger – uden selv at være klar over hvorfor – men nu indfinder hun sig, måske mest af alt fordi hun frygter ikke at kunne overskue en oprydning, når hun om et øjeblik har født sit barn. Af – i første omgang – uforklarlige grunde lyver hun i mobiltelefonen overfor sin mand, barnets far, om, hvor hun er. Hun bilder ham ind, at hun er hos en veninde. Måske fordi hun ved, at han vil undre sig over, hvorfor hun skal rydde op alene, netop nu! Men måske også fordi hun ikke selv forstår sit pludselige behov for at dvæle ved fortiden og minderne om den mor, der drak sig ihjel.

Vi andre? Vi forstår snart, at det at lyve allerede i kvindens barn- og ungdom fæstede sig som en overlevelsesmekanisme. Hun måtte jo lyve om både det ene og det andet – fordi hendes mor var alkoholiseret, fordi hendes forældre blev skilt og fordi noget helt tredje og fjerde. Det at lyve blev en vane. Og stadig lyver hun – nu bare overfor sin kæreste og uden egentlig at have nogen god grund dertil.

Romanen veksler mellem to fortælletekniske spor. 1) erindringens spor, fortællinger fra barndommen og ungdommen, fortællinger om barnets og siden den unge kvindes oplevelse af morens alkoholmisbrug, farens besvær med at forholde sig dertil, hans utroskab, deres skilsmisse, hendes egen spirende frigørelse og seksualitet og 2) den nutidige historie om oprydningen, minderne der vælder frem, kvalmen der får opkasten til at vælde op, mødet med viceværten (der måske havde noget kørende med moren), løgnene og fødslen, der går i gang.

Som sagt – det er ikke en ”stor” roman, men den er beundringsværdigt enkel og klar, fokuseret og stringent. Og som læser forstår man, bilder jeg mig ind, den unge kvindes trang til at mindes, binde en sløjfe og komme overens med alt det, der ikke lykkedes, mens moren endnu var i live. I den forstand er romanen vellykket. Troværdig. Gribende.

*** / Forlaget Gyldendal / 168 sider