BOGANMELDELSE Krak er den danske forfatter Signe Schlichtkrulls svære 2’er – efter den anmelderroste romandebut, Fogeden fra 2009. Hvor Fogeden handlede om en mand, der mødte vanskeligt stillede mennesker, der var faldet igennem samfundets sikkerhedsnet, er Krak en fortælling om mennesker i toppen af samfundet, bank- og finansfolk, der lever i en parallel verden, hvor ret og vrang, alene er et spørgsmål om synsvinkel, og hvori virkeligheden kan udlægges kreativt.

Den kreative udlægning af virkeligheden i deres fortælling er, at Din Bank er et solidt og sikkert pengeinstitut, som du kan stole på, investere i og regne med – selv om virkeligheden er en helt anden. Hovedpersonen – finansanalytikeren Claus – og bankens karismatiske direktør, formanden, inderkredsen og alle konerne og kvinderne lever i en abstrakt boble af fornægtelse, en vrangforestilling om at alt er godt. Og det afspejler sig i deres hverdage med dekadente fester, spise-, drikke og rejsevaner etc. De lever i en distanceret virkelighed med store villaer, swimmingpools og rejser til Dubai – tilsyneladende uudtømmelige kilder til rigdom – alt imens finanskrisen / bankkrisen raser om ørerne på dem og bankens fremtid reelt er truet. Finanstilsynet er ved at afdække, at hverdagen i Din Bank er præget af oppustede nøgletal, lyssky transaktioner og investeringsrådgivning af meget angribelig karakter. Bankens rates af Moodys og Finanstilsynet næsten på linje med Amagerbanken og Roskilde Bank, to banker der helt konkret nævnes i romanen! Og dét – kombineret med romanens titel – indikerer selvfølgelig ret tidligt under læsningen, hvordan fortællingen om Din Bank vil ende.

Man får som læser den fornemmelse, at Signe Schlichtkrull har en politisk agenda – i den forstand, at hun nærmest sætter lighedstegn mellem egoisme og amoralsk ageren og velbeslåede bank- og finanskredse; at hun ønsker at skildre, hvor ureflekterede, ligeglade eller manipulerende (til egen fordel) de mest magtfulde i bank- og finanskredse i virkeligheden er (så længe de selv har det sjovt); at hun ønsker at vise hvor overfladiske, ureflekterede og endimensionelle mennesker, de er.

Dét kan være den bevidste grund til, at selv hovedpersonen, Claus, skildres så overfladisk. Men jeg hælder mere til at tænke, at forfatteren ikke bevidst har tilstræbt den sammenhæng. For selv hvis jeg forstod eller kendte hovedpersonen lidt bedre, ville jeg jo lettere kunne forstå hans tankesæt, rolle og mulige om- og eftertanke – efter bankens krak og hans egen fyring. Problemet er, fornemmer jeg, at Signe Schlichtkrull ikke har formået at tegne hovedpersonens karakter op: Jeg kan ikke fornemme ham, sætte mig ind i hans tankegang, forstå hans handlemønster, kort sagt: forstå ham som menneske. Og dét er altså et problem – hele vejen igennem romanen: at man ikke kommer ind under huden på noget menneske. At alle forbliver endimensionelle og flade.

** / Samlerens Forlag / 176 sider