BOGANMELDELSE
Der findes romaner, der i kraft af sproget, den litterære dimension eller handlingen fremstår magnetiske – som energifelter, man bare tiltrækkes af og må og vil fordybe sig i. Og så findes der romaner, der fremstår som tappede for energi, trætte og tunge.
Aase Schmidts nye roman læner sig op ad sidstnævnte gruppe. Og det både fordi den sprogligt, litterært og strukturelt er lidt svag.
Måske er den endda selvbiografisk. Spørgsmålstegn! I hvert fald handler den om en ældre kvindelig forfatte, der bor alene, er alene, helt alene om at forholde sig til sin nye sygdom, hjerteflimmer. Og som bliver så optaget af sin sygdom, sin diagnose, sine indlæggelser etc. og samtidig mister sin interesse for / glæde ved at skrive romaner, at hun i sidste ende blot kan skrive en roman med titlen, Historien om mit hjerte, en roman om sygdommen, diagnosen, indlæggelserne og behandlingen.
Da hun efter endt behandling endelig får samlet sig kræfter til at skrive videre på sin påbegyndte roman, opdager hun dette: ”Endelig begreb jeg, at skriften inviterede til at give efter og følge de veje, der pludselig åbnede sig. At opgive pansringerne, havde mod til at gå ind i vildnisset. Glemme, at jeg ikke havde en fortælling, et handlingsbåret plot, i det usynlige manuskript, jeg bar rundt på. Jeg måtte have tillid til, at handlingen lå et andet sted, gemt i eftertanke og sproglig nøgenhed. (…) i et endnu tåget følelseslandskab. Derinde måtte jeg lære at stå ved mig selv og åbent turde sige: – Det, jeg nu fortæller, er så tæt på en sandhed, jeg kan komme. Den er min. Og jeg giver den fra mig.”
Romanen – fortællingen om kvinden og hendes historie med hjertet – er netop lidt tåget. Når Aase Schmidt f.eks. tidligere i romanen skriver, at ”hjertesygen og dens konsekvenser havde overtaget sindet og spærret for al skrivelyst” og at ”Jeg læste andres bøger, fortsatte med at samle noter, kasserede alt, hvad jeg hidtil havde skrevet, og fattede uden fortrydelse, at jeg stod på nøgen jord. Der var ingen historie. Kun stemninger, erindringsglimt og flagrende følelser” – så beskriver hun ganske klart, hvordan Historien om mit hjerte fremstår. Den er en fortælling – valgt i mangel af bedrer – tåget, flagrende, bygget op omkring stemninger, glimt og følelser. Og vel at mærke den slags, som opstår i et trangt rum, hvor ét menneske uden at blive udfordret af andet end sit eget spejlbillede finder sine egne sandheder. I tilfældet her – som i så mange andre tilfælde af samme slags – bliver det hele lidt for trangt. Næsten som klicheen om det aldrende menneske, hvis horisont begrænses og pludselig mestendels handler om sygdom og behandling: … ”efterhånden forstod jeg, at den medicin, der i stadigt stigende doser skulle holde hjerterytmen i ave, gav mig bivirkninger, uforenelige med en normal livsførelse. Jeg havde spindelvæv om hovedet og tanker om døden, om at forsvinde, at slippe fri. Jeg var bange for de udmarvende nætter og led af akut ensomhedssyge, der satte sig som en burre i det belastede bryst. Med stadigt hyppigere mellemrum meldte min for længst afdøde far sig, og jeg hørte hans opgivende stemme fra en hospitalsseng i et andet liv: – Med sin sygdom er man alene. Jeg opgav mit skriveprojekt og lod det hamrende hjerte være arbejde nok. Jeg arkiverede alle noter og samlede blodtal i stedet, i håb om hurtigt at blive godkendt til det elektriske stød, der ville give mig mit tidligere liv tilbage. Computeren blev slukket. At skrive sig levende var en illusion. Kun et brev til hospitalets ledelse kunne jeg overkomme.”
Citaterne indkredser ganske godt tonen i romanen – det trange rum, der skildres i romanen af den ellers erfarne romanforfatter, f. 1935.
** / Samlerens Forlag / 164 sider