BOGANMELDELSE Maja Magdalena Swiderska (f. 1976) debuterede i 2008 med romanen, The Border Breaking Bunch. Romanen blev siden dramatiseret på Verdens Mindste Teater og belønnet med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, der hvert år uddeles ”til en yngre forfatter, der har haft en lovende debut”.

Brudstykke er Swiderskas 2’er – ifølge titelbladet: en roadroman. Men ellers vil jeg sige: en bog, der både er vanskelig at gengive indholdet af og en bog, der er vanskelig at genrebestemme. Det er ikke en rigtig roman, ikke et rigtigt stykke drama – men alligevel også en roman, en mere subtile form for rejselitteratur, et stykke drama og en særegen form for poesi. Dele af bogen tager sig ud som prosa, dele af den som et drama (med replikker) og atter andre dele som grafiske digte.

Indholdsmæssigt er den som en rejse ud og hjem og ind i fortælleren (måske endda forfatteren) selv og dennes historie. I de passager, der tager sig ud som et drama, hedder de medvirkende typisk jeg, mig, selv, sammen og en anden. Listen over ”medvirkende” afspejler klart den forvirrende eller forløsende fortællestil og form, forfatteren har valgt.

Hvorvidt Swiderska skriver om sig selv og sin egen familie (som er af polsk oprindelse) eller ej, det er uklart.

Men et sted i sin roadroman skriver hun: ”Som i mange andre familier er der overleveringer fra generation til generation, overleveringer af historier; fortællinger, som af den ene eller anden grund er særlig betydningsfulde for netop denne eller hin familie. Således eksisterer familiemyterne også i vores familie. Én gang om året, til en bestemt højtid, samles vi alle og fortæller dem for hinanden”.

Et andet sted skriver hun: ”Min søster var først en fremmed, så en anden, og hun blev langsomt min anden. Hun ville skrive ligesom jeg, og lige som jeg ville hun beskrive verden, som hun så den. Vi spejlede os i den, og den spejler os, sagde hun. (…) Min søster nåede aldrig af sted. Min søster blev overtaget af en anden, af den anden, der satte sig fast og ikke ville give slip. Hun blev som en fremmed, før hun gik bort, en fremmed for sig selv og for os andre.”

Et tredje sted skriver hun: ”Jeg har nævnt det før, at vi i familien alle er kunstnere. Vi kan ikke leve uden kunsten; vi både praktiserer og konsumerer. Vores liv er viklet ind i hinanden, og i de fortællinger vi deler med hinanden. Om de så er sande eller ej, så bliver vi en del af dem. Nogle gange opdager vi kilderne til de historier, der løber rundt mellem os. Andre gange lader vi dem bare løbe. Egentlig er det også lige meget, hvor de kommer fra.”

De tre citater indkapsler meget godt, hvordan prosadelene i bogen tager sig ud. De – og i øvrigt også dramadelene og digtene – kredser om noget, efter alt at dømme, selvoplevet. De kredser om tab og brud, afgrænsede historier og individer – og, nok så væsentligt, disses samtidige sammenhæng. Derfor hedder bogen Brudstykke. Den handler om at miste – sig selv og andre, retning og fokus. Ret beset er bogen deprimerende læsning – forstået på den måde, at den ikke rigtigt rummer noget opløftende, men er som en tung, sort dyne – selv om den rent fysisk er ganske lille og let. Opløftende er det dog, at bogen sprogligt er så gennemarbejdet.

*** / People’s Press / 128 sider