BOGANMELDELSE Kulturjournalisten, Ole Rosenstand Svidt (f. 1974), romandebuterer med Indbrud – en let læst sag om en stærkt neurotisk, paranoid og angst kulturjournalist ved navn Elo Rosenørn Schmidt, som ellers overfladisk set er en velfungerende enspænder. Hvor Svidt i virkelighedens verden er kulturjournalist på århusianske GAFFA, er Schmidt kulturjournalist på Århus Stiftstidende – en ungkarl, der bor i en typisk ungkarlehybel, med masser af bøger (herunder en kostbar førsteudgave af Søren Kierkegaards samlede værker) og en stor samling af instrumenter, plader, DVD’er o.lign. Schmidt er interesseret i det modsatte køn, men har svært ved at skaffe sig adgang dertil, fordi han er en nørd uden de store, sociale kompetencer og uden den overbevisende handlekraft, muskelmasse og seksuelle udstråling.
Schmidt må i begyndelsen af romanen indse, at han – eller rettere: hans lejlighed – er blevet udsat for et indbrud. Dét sætter handlingen i gang. For Schmidt bliver bange for at blive udsat for flere indbrud, hvorfor han i sin lille etværelseslejlighed får installeret tyverialarmer, kameraovervågning, røgkanoner og meget mere. Havde hans lejlighed været større, havde han endda fået bygget et sikringsrum, måske i badeværelset. Han hyrer nogle lokale rockere til at holde øje med lejligheden, får anskaffet sig en vagthund og får Stiftens redaktør til at gå med på hans ønske om at skifte kulturredaktionen ud med kriminalredaktionen. Schmidt vil nemlig i kontakt med den kriminelle underverden for at forstå dens tankesæt og teknikker, så han selv – i privaten – kan garderer sig bedst muligt. Men han får sig dermed også rodet ud i problemer, der kun vokser sig større – pludselig er han f.eks. meddelagtig i kriminelle handlinger. Og kombinationen af det hele – hans kriminalitet, sociale begrænsninger, vanskeligheder med det modsatte køn, nørderi og angst, paranoia og neuroser – gør, at han havner i uløselige problemer.
Eneste lyspunkt er, at han – inspireret af sine egne oplevelser som offer for kriminalitet, ansat på Stiften, etc. – begynder at skrive en roman med titlen, Indbrud. Næsten i størrelsesforholdet 1:1 skildrer han i romanen det, han selv har oplevet, og snart ser han for sig en fremtid som storsælgende og feteret forfatter. Da han samtidig – imod alle odds finder sammen med en smuk kvinde, der tilsyneladende beundrer ham for evnen til ikke at forstille sig – synes fremtiden sikret.
Men selvfølgelig får han også ødelagt det. For først tror han selvfølgelig, at hun vil gå fra ham igen. Og da han endelig har overgivet sig til kærligheden, må han bede hende om at få taget en AIDS-test, før de kan dyrke sex uden kondom. De få venskaber, han har, får han ødelagt. Parforholdet. Arbejdsforholdet. Hans besiddelser må indgå som betaling for en gæld, han pådrager sig overfor rockerne. Faktisk falder der først ro over ham, da han får en dom og bliver fængsel for vold, overfald, forsøg på kidnapning m.m. For der – i fængslet – er Schmidt sikker.
Læs lige det sidste afsnit igen-igen. Handlingen i Indbrud er – som det vil fremgå – langt ude. Grænsende til farceagtig. Kun fordi skildringen af den neurotiske, paranoide og angstfyldte enspænder er så troværdig og fascinerende, er jeg med på farcen.
Måske har Svidt læst Finn Søeborgs humoristiske romaner fra 50’erne og 60’erne. Det kunne farcen tyde på. Måske har Svidt endda læst Paul Austers New York Trilogi fra 80’erne. Det kunne metaplanet tyde på: det, at Svidt skriver en roman om en karakter, der hedder Schmidt, og som på mange måder kan være vanskelig at skelne fra forfatteren selv, men som i romanen skriver sin egen roman med selvsamme handling, men under pseudonym; og det, at mange navne i romanen umiskendeligt er ”omdøbninger” af rigtige mennesker – redaktøren på forlaget Nulpunkt, som i romanens roman får tilsendt og accepterer manuskriptet, hedder i bogen Lise Buch, men i virkelighedens verden Louise Bach; Gyldendals litterære direktør hedder i bogen Lukas Riese, men i virkelighedens verden Johannes Riis; Rosinantes redaktør hedder i bogen Johan S. Lambertsen, men i virkelighedens verden Jakob Malling Lambert; etc. Man indlæser af samme grund virkelige navne ind i den fiktive verden, som er skildret i romanen (og i romanen om romanen). De anmeldere, der i romanen anmelder romanen i romanen, er endda genkendelige. I den forstand er det som om Svidt foregriber alle eventualiteter og modtagelsen af hans egen debutroman. Om Svidt så – som der i romanen står skrevet i Gyldendals afslag på romanen i romanen – vil for meget på én og samme gang, må være op til den enkelte læser. Men jeg er underholdt og accepterer fortælleformen og skildringen af den stakkel, der får stadig tættere rammere for sin livsudfoldelse.
*** / Forlaget Nulpunkt / 330 sider